Kort nyt
tekst Frederikke Stoustrup
V-politiker smidt ud af byrådsgruppe
Eksklusion /// En enig Venstre-gruppe i Silkeborg har ekskluderet byrådsmedlem og folketingskandidat Gitte Willumsen. Hun har offentligt kritiseret et kaotisk opstillingsmøde, hvor hun blev valgt som folketingskandidat. Hendes udtalelser om uenighederne om opstillingsprocessen til Folketinget var blevet for meget for Venstres byrådsgruppe. Derfor har gruppeformand Flemming Heiberg (V) givet hende besked om, at gruppen ikke længere kan samarbejde med hende. Hun fortsætter nu som løsgænger i byrådet. •
Vil blackliste brodne sosu-kar
Register /// Sagen om en sosu-hjælper på et plejehjem i Helsingør, der ydmyger og filmer en ældre, dement kvinde, får nu Helsingørs borgmester, Benedikte Kiær (K), til at efterlyse mulighed for at sikre, at brodne kar ikke kan ansættes i ældreplejen igen.
– Jeg kunne godt ønske mig, at Folketinget kigger på, hvordan man sikrer, at medarbejdere, der handler som vedkommende her, ikke blot får et tilsvarende arbejde i en anden kommune, siger hun.
Når kommuner ansætter medarbejdere til ældreplejen, har de mulighed for at indhente referencer og straffeattester. Men da det ikke altid sker, foreslår Benedikte Kiær en statslig ordning, der minder om det nuværende autorisationsregister, hvor Styrelsen for Patientsikkerhed fører tilsyn med den enkelte sundhedsmedarbejder.
– Det handler om at ligestille og autorisere alle relevante fag inden for social- og sundhedsområdet, siger hun.
En sådan ordning vil betyde, at medarbejdere, der er til fare for patientsikkerheden, kan miste autorisationen på samme måde, som sygeplejersker og læger kan det. •
Jobcentres digitale møder fortsætter
Telefonmøder /// Landets jobcentre og a-kasser kan frem til den 31. december fortsætte med at afholde digitale og telefoniske samtaler med ledige. Det meddeler beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i en pressemeddelelse, hvori han understreger sin tilfredshed med den nyfundne fleksibilitet, som både sagsbehandlere og ledige har været glade for. Dispensationen gælder også møder i kommunale rehabiliteringsteams, der behandler sager om jobafklaringsforløb og ressourceforløb. •
V-flugt fra Tønder
Faneflugt /// Byrådsmedlem i Tønder Kommune Daisy Dahl (V) har som det femte medlem meddelt, at hun ikke genopstiller for Venstre. Hun kan ikke se sig selv i det Venstre, som borgmesterkandidat Martin Iversen står i spidsen for, siger hun i en pressemeddelelse. Balladen i Venstre har stået på, siden erhvervsmanden Martin Iversen i juni ved et drive in-opstillingsmøde blev valgt som spidskandidat foran den siddende borgmester Henrik Frandsen.
– Det her handler ikke om, at jeg ikke anerkender den demokratiske proces, men det handler om, at jeg tager dyb afstand til måden, de sidste halvandet års stridigheder og kampen om magt er foregået på, skriver Daisy Dahl.
Fem af Venstres 14 byrådsmedlemmer har meldt ud, at de ikke vil genopstille. Borgmester Henrik Frandsen har gentagne gange sagt, at han fortsætter i politik. Om det bliver på en egen liste, som Venstre-mand eller en helt tredje løsning er uvist. •
3.051
kroner per indbygger er forskellen mellem den kommune, der bruger mest på idræt, folkeoplysning, kunst og anden kultur, og den kommune, der bruger mindst.
KL skifter til virtuelle konferencer
Hjemmekonference /// Resten af året skal alle KL’s konferencer og større arrangementer afholdes virtuelt. Det er blevet besluttet, fordi flere kommuner lige nu arbejder ud fra et udvidet forsigtighedsprincip på grund af det stigende corona-smittetryk.
– Den væsentligste årsag til, at vi holder for eksempel vores konferencer, er at videndele og skabe faglig udvikling på tværs af kommunerne. Den mulighed må ikke gå tabt, og derfor har vi besluttet at omlægge det hele til virtuelle koncepter resten af året, så vi fortsat kan samle flest muligt mennesker, siger administrerende direktør i KL, Kristian Wendelboe, og fortsætter:
KL har allerede flere fysiske arrangementer undervejs, og de tilmeldte vil snart få besked om, hvordan arrangementerne afholdes. •
Aarhus sparer millioner på onlinemøder
Mødebesparelser /// På under et halvt år har Aarhus Kommune afholdt 567.104 online møder på platformen Teams. Møderne sparer de ansatte for meget transporttid, hvilket svarer til en besparelse på 85 millioner kroner, ifølge beregninger fra borgmesterens afdeling. Derfor vil Venstre nu have analyseret brugen af online platforme. Et estimat viser, at kommunen i fremtiden vil kunne afholde cirka 400.000 møder årligt, svarende til en besparelse på 53,7 millioner kroner. •
Vil have Dybbøl Mølle på finansloven
Pengejagt /// Dybbøl Mølle har kulturhistoriske kvaliteter som et nationalt symbol, og derfor bør møllen komme på Finansloven. Det mener Sønderborg Kommunes borgmester, Erik Lauritzen (S), som derfor har skrevet til både kulturministeren og Folketingets Kulturudvalg. I 2019 bad institutionen Dybbøl Mølle om et årligt tilskud på 400.000 kroner, og Erik Lauritzen er derfor forundret over, at den ikke er nævnt i regeringens
finanslovforslag. •
Eksborgmester vil være regionsrådsformand
Tidligere borgmester og nuværende byrådsmedlem i Favrskov Anders G. Christensen (V) vil være regionsrådsformand. Selvom hans tid som borgmester og nuværende post som formand for teknik- og miljøudvalget ikke lige leder tankerne hen på sundhed, så har han et stort kendskab til området fra sin tid som formand for KKR. På et opstillingsmøde i oktober skal det besluttes, om han skal afløse tidligere borgmester i Ikast-Brande Carsten Kissmeyer som Venstres spidskandidat. Senere på efteråret skal Anders G. Christensen være vikar i Folketinget. Han ser ikke en formandspost i Regionsrådet som en hindring for at være folketingskandidat. Dog vil han ikke opstille til byrådsvalget igen, hvis det lykkes. •
YDERLIGERE MATERIALE
-
PDF
DK-16-side-4-5.pdf