
Nattelivet i hovedstaden skal lukke tidligt
tekst Gitte Johansen
På grund af de stadig stigende smittetal griber regeringen nu til nye restriktionerne i i 17 hovedstadskommuner.
De nye restriktioner betyder, at restauranter, barer og cafeer skal lukke klokken 22. Desuden bliver der indført krav om mundbind, når gæsterne ikke sidder ved bordet og spiser. Også de ansatte skal bære mundbind eller visir.
De nye restriktioner gælder fra på torsdag og 14 dage frem, til 1. oktober.
Også private arrangementer på serveringssteder skal slutte senest klokken 22, og regeringen opfordrer til, at alle danskere, der holder fest, sender gæsterne hjem, når klokken slår 22.
Desuden bliver der sat et loft på maksimalt 500 personer på superligakampe i de 17 kommuner, hvilket rammer fodboldklubberne FC København, Brøndby og Lyngby.
Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde i Eigtveds Pakhus i København.
De nye tiltag kommer efter de seneste ugers smittestigning i særligt hovedstadsområdet, hvor en lang række kommuner har overskredet bekymringsgrænsen på 20 smittede per 100.000 indbyggere i løbet af en uge. Værst ser det ud i Vallensbæk med 175 bekræftede nysmittede per 100.000 indbyggere. gij@kl.dk