
Aarhus får ny chef for sport og fritid
tekst Frederikke Stoustrup
Et enigt ansættelsesudvalg har ud af 98 ansøgere (24 kvinder og 74 mænd) valgt Heidi Frostholm Holch som den nye chef for Aarhus Kommunes sports- og fritidsforvaltning.
Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Heidi Frostholm Holch kommer fra en stilling som chef for Aarhus Kommunes Idrætscentre og projektchef for Sports- og Kulturcampus.
– Det er et kæmpe privilegium og en drømmestilling for mig. Jeg brænder for Sport- og Fritidsområdet både professionelt og privat og ved derfor, hvor vigtigt området er for vores trivsel, dannelse og sundhed. Jeg glæder mig til at arbejde for at sikre og udvikle gode rammer for alle aarhusianeres fritid i samarbejde med kommunens foreninger, borgere, nuværende og nye samarbejdspartnere,” siger hun i pressemeddelelsen.
Heidi Frostholm Holch har i alt 15 års erfaring fra forskellige stillinger i kommunen, hvor hun har arbejdet, siden hun afsluttede sin uddannelse i statskundskab fra Aarhus Universitet. Hun har desuden taget flere lederkurser og længe været aktiv i kommunens foreningsliv som bl.a. håndboldtræner.
Heidi Frostholm Holch tiltræder stillingen 1. november 2020. frst@kl.dk