
Hedensted insisterer på borgerinddragelse
På Juelsgade i Juelsminde står en lille gruppe mennesker med farverige, opslåede paraplyer foran et skilt med teksten: ”Juelsminde skal sikres mod det stigende havvand – og vi har brug for DINE gode ideer”. Skiltets placering på et af Juelsmindes samlingspunkter, sammen med tilstedeværelsen af repræsentanter fra Hedensted Kommune og lokalområdets ildsjæle, er bare et ud af flere borgerinddragelses-initiativer, som kommunen gør brug af.
Lige netop dette projekt handler om at sikre kysten og Juelsminde by mod en stigende vandstand og samtidig sørge for, at området fortsat er attraktivt for beboere og gæster. Men det er måden, Hedensted Kommune har valgt at gøre det på, man skal bide mærke i, forklarer Per Nørmark, der er intern konsulent i Hedensted Kommune og en af dem, der står i spidsen for kommunens del af projektet.
– Vi vender tingene lidt om. Normalt ville man som kommune måske spørge, om byens borgere og foreninger vil være med til et bestemt initiativ. Vi tager borgerinddragelsen endnu mere bogstaveligt ved at sige: ”I skal være med til at bestemme, så I er nødt til at danne en organisation, som kan arbejde med det”. Som kommune kommer vi ikke med løsningerne, men med viljen til at samarbejde om løsningerne, siger Per Nørmark.
På den baggrund er projektet ”Grundejerne bestemmer” blevet til. Det er et projekt, hvor borgernes holdninger til kystsikringen er i fokus, og skiltet og repræsentanternes tilstedeværelse er netop en del af det initiativ.
Derudover er der etableret et såkaldt digelag, der har det egentlige ansvar for højvandsikringen. På grund af corona-restriktionerne har Juelsminde Digelag endnu ikke haft mulighed for at afholde stiftende generalforsamling, men på sigt er det digelaget, der efter at have lyttet til borgerinitiativerne skal beslutte, hvilken form for kystsikring der skal laves. En af mulighederne er et 2,5 meter højt dige, der skal asfalteres på toppen, hvor man så kan gå og cykle. Men ifølge formand for Juelsminde Visionsråd, Karl Ole Knudsen, er det ikke sikkert, at det er det, grundejerne allerhelst vil have, og det er netop derfor, at de skal være en del af processen.
Vand i Juelsgade
##ContentBoxStart##259325##ContentBoxEnd##
Foran skiltet på Julesgade, nogle hundrede meter fra havneområdet, er der en livlig snak mellem blandt andre formand for Juelsminde Visionsråd, Karl Ole Knudsen, formand for Juelsminde Turistforening, Erik Vestergaard, Knud Scou, der ejer 33 udlejningsejendomme i byen, og Hedensted Kommunes konsulent Per Nørmark.
De taler blandt andet om de højvandhændelser, der har været i byen igennem tiden. 65-årige Knud Scou, der udlejer ejendomme og er vokset op i byen, men ikke længere bor der, husker særligt en episode fra sin barndom, hvor vandet nåede helt ind på Juelsgade. For at undgå sådanne episoder i fremtiden, skal der altså frembringes og diskuteres nogle løsninger, men indtil videre er det kun Knud Scou, der udover kommunens og visionsrådets folk har trodset den nu tiltagende regn for at tale om emnet denne hverdagseftermiddag.
Snakken får lov til at fortsætte inde i den nærliggende kunsthåndværkbutik Pottemageren i ly for regnen, og den gestus kan måske også være med til at tegne et billede af sammenholdet i byen.
Blandt keramik og stentøjsprodukter fortæller Knud Scou, at det er vigtigt for ham, at der bliver lavet en højvandssikring, der fortsat gør det attraktivt at bosætte sig i byen.
– Derfor håber jeg også, at man vælger en arkitektonisk pæn løsning, siger Knud Scou, der også fortæller, at han er positivt stemt over for måden, man har valgt at inddrage borgerne på.
– Og så håber jeg bare, at de lytter, lyder en sidste bemærkning fra Knud Scou.
Erik Vestergaard, der er formand for Juelsminde Turistforening samt medlem af visionsrådet, hvor han netop varetager turismeindustriens interesser, har flere konkrete ønsker til kystsikringen.
– Når jeg har turismebrillerne på, så vil det bedste være en sluse, fordi den også vil være en seværdighed, der kan tiltrække turister, siger Erik Vestergaard.
Han anerkender samtidig, at en sluseløsning vil være dyrere end et dige, og at det i sidste ende vil koste parcelhusejerne flere penge. 70-årige Erik Vestergaard, der med humor beskriver sig selv som 28 år indvendig, er selv Juelsmindeborger og har boet her siden midten af 1970’erne.
– Det er et ambitiøst projekt, og borgerinddragelse er alletiders, men selvfølgelig tager tingene tid. Jeg har stor tillid til kommunens folk, og jeg synes godt om processen, siger Erik Vestergaard.
##ContentBoxStart##259326##ContentBoxEnd##
Insisterer på dialog
Mens regnen er stilnet lidt af uden for Pottemageren, har Karina Kisum Jensen, leder af plan- og udviklingsafdelingen i Hedensted Kommune, sluttet sig til de andre ved skiltet. Senere fortsætter borgerinddragelsesholdet til Havnepladsen og Storstranden, hvor de håber på bedre vejr og flere mennesker, der har lyst til at lytte og bidrage.
– Det er så vigtigt for os, at både grundejerne, sommerhusejerne og dem, der bare kommer og køber en is på havnen, har mulighed for at bidrage til, hvordan vi bedst sikrer kysten i Juelsminde. Derfor prøver vi at tage rundt i lokalområdet og møde folk lidt ad gangen, når nu vi på grund af corona-restriktionerne ikke må holde større borgerarrangementer, siger Karina Kisum Jensen.
Konsulent Per Nørmark supplerer:
– Vi ved jo ikke, om det virker at spørge folk på denne her måde, men vi tør godt satse, fordi vi i forvejen er en kommune, der vægter borgerinddragelse højt. Og så kan vi sige, at vi har forsøgt at inddrage folk, fordi vi mener, at det er det, der kommer de bedste løsninger ud af.
Til spørgsmålet om, hvad planen er, hvis der ikke kommer så mange input fra borgere og andre interesserede, kommer svaret prompte fra Karina Kisum Jensen:
– Så prøver vi igen. Vi insisterer på dialogen.
Lysten til at inddrage borgerne i Hedensted Kommune, mærker man ikke kun denne eftermiddag i Juelsminde. Det er også et tydeligt forankret politisk ønske, hvis man spørger formanden for udvalget for fritid og fællesskab, Liselotte Hillestrøm (S). Om kystsikringsprojektet i Juelsminde siger hun:
##ContentBoxStart##259327##ContentBoxEnd##
– I kommunen kunne vi godt bare have besluttet os for en kystsikringsmodel, men spørgsmålet er, om det så ville være blevet det bedste resultat? Jeg ved godt, at denne her løsning også koster frivillig energi, men jeg håber, at folk synes, at det er den energi værd, siger Liselotte Hillestrøm. Hun forklarer, at der også er en del af kysten, der ikke er grundejernes men kommunens, som byrådet efterfølgende skal tage stilling til, når digelaget har taget sig af den første del.
Derudover tegner Liselotte Hillestrøm også et billede af Hedensted som en kommune, der generelt bygger på og gerne vil fastholde mange lokale initiativer.
– Efter kommunesammenlægningen i 2007 har det været vigtigt for os fortsat at være decentrale og inddragende, selvom kommunen blev større. Vi bruger meget energi på borgerinddragelse, for det skal betyde noget for borgerne, at de bor netop her. Som politikere kan vi jo ikke altid sige ja, men vi lytter altid, siger Liselotte Hillestrøm og forklarer, hvilken betydning borgerinddragelsen har.
– Et øget fokus på borgerinddragelse i kommunen i de senere år har også gjort, at man som politiker i endnu højere grad stiller sig op for at lytte, frem for at skulle forsvare og forklare sig. Det skyldes jo, at borgerne er meget mere med, siger hun og lægger samtidig vægt på, at man som politiker i sidste ende selvfølgelig har ansvaret for de politiske beslutninger. Liselotte Hillestrøm har derudover et håb, som hun gerne vil dele:
– Mit håb er, at folk oplever kommunen som en samarbejdspartner. •
##ContentBoxStart##259328##ContentBoxEnd##
YDERLIGERE MATERIALE
-
PDF
DK-15-side-40-43.pdf