
Varde skal have ny borgmester
tekst Mads Brandsen
Som den niende kommune i landet skal Varde have ny borgmester efter kommunalvalget næste år.
Det står klart, efter at borgmester gennem de sidste to perioder, Erik Buhl (V), fredag morgen har meddelt, at han ikke genopstiller i 2021.
– Jeg vil helt sikkert komme til at savne min spændende og alsidige hverdag som borgmester, men jeg ønsker at give stafetten videre og jeg ser frem til en god proces for at finde Venstres næste borgmesterkandidat, skriver han i en opdatering på Facebook.
Erik Buhl debuterede i 1990 som medlem af Ølgod Kommunalbestyrelse og var fra 1998 og frem til sammenlægningen kommunens sidste borgmester. Dengang var han valgt på en lokalliste, men medlem af Kristendemokraterne. Derefter skiftede han til Venstre og fortsatte i Varde Byråd, og i 2014 blev han borgmester.
Han overdrager en kommune i god stand til sin efterfølger, pointerer han.
– Varde Kommune er i god gænge, og der er mange spændende muligheder forude. En god udligningsreform, en stabil daglig drift, og masser af energi i vores lokalsamfund, er et godt fundament for en spændende fremtid, skriver Erik Buhl.
De andre kommuner, som skal have ny borgmester, fordi den nuværende ikke genopstiller, er Herning, Kolding, Vejen, Billund, Haderslev, Syddjurs, Struer og Ærø. mdbr@kl.dk