
Corona får udvalgsformand til at trække sig
tekst Mads Brandsen
Midt i omorganiseringen af ældreområdet i Aarhus Kommune forlader en af de centrale politikere sine poster.
Udvalgsformand Lone Hindø (S) lider af en kronisk hjertelidelse, som gør, at hun under hele coronaperioden har måttet være i selvisolation.
– Jeg elsker det politiske arbejde. Men som udvalgs-og gruppeformand er det uholdbart, at jeg ikke kan mødes fysisk med alle fra pårørende til politiske kolleger. Og der er desværre ikke udsigt til, at corona forsvinder i løbet af overskuelig tid eller en snarlig vaccine. Det må jeg tage konsekvensen af, siger Lone Hindø til Århus Siftstidende.
Hun trækker sig derfor både som formand for sundheds- og omsorgsudvalget, som medlem af magistraten og som gruppeformand for Socialdemokratiet.
Det forventes, at posterne besættes på næste gruppemøde, der finder sted i begyndelsen af november.
Lone Hindø fortsætter som menigt medlem af byrådet resten af valgperioden, men genopstiller ikke ved valget næste år. mdbr@kl.dk