
Styrelse vil hjælpe kommuner med at gøre virksomheder grønnere
tekst Mads Brandsen
Erhvervslivet har fokus på hovedforretningen. Energibesparelse har lavt fokus.
Sådan lyder en af de kommentarer, som Energistyrelsen har fået fra kommunerne i en undersøgelse af, hvordan det går med at fremme klimaindsatser i lokale virksomheder.
65 procent af kommunerne kæmper med barrierer som meget korte tilbagebetalingstider på investeringer i små og mellemstore virksomheder, viser undersøgelsen.
Det har nu fået Energistyrelsen til at udgive en guide, der skal hjælpe kommunerne på vej.
– Det kan være en kamp at få klima og energi på dagsordenen hos mindre virksomheder, der naturligt er mest optaget af den daglige kerneforretning. Vi har netop publiceret en guide med inspiration til, hvordan man rammer virksomhederne mest effektivt for at opnå adfærdsændringer, siger fuldmægtig Nina Helene Hilbard fra Energistyrelsen i en pressemeddelelse.
1. oktober åbnede Energistyrelsen for ansøgninger fra en ny erhvervspulje, hvor virksomheder kan få støtte til en lang række energiforbedrende tiltag.
Undersøgelsen blandt kommunerne viser desuden, at mange kommuner har gennemført kampagner for at få de små og mellemstore virksomheder til at arbejde med klimamål og energieffektiviseringer. Det drejer sig ifølge styrelsen om halvdelen af landets kommuner. mdbr@kl.dk