
Jeg efterlader det, jeg drømte om
tekst Jon Kirketerp Jørgensen
Det var i en ledig stund i sommerferien på en campingplads i Heidelberg i det tyske vinland, at Jørn Pedersen satte de sidste punktummer i sin exit-strategi. På ferie med familien i deres Adria Andorra-campingvogn besluttede han sig for, at han ville melde ud i slutningen af august, at borgmestertiden skulle være slut senest til nytår 2021.
Egentlig havde han allerede, da han blev borgmester i 2009, besluttet sig for, at han kun ville sidde to perioder.
– Jeg havde fra starten af en tyrkertro på, at en borgmester skal være forankret i virkeligheden. Ikke i en politisk virkelighed, men i virkeligheden ude omkring os, siger Jørn Pedersen på borgmesterkontoret på rådhuset i Kolding centrum.
Han sagde det også offentligt, dengang han blev valgt i 2009, men siden ombestemte han sig og tog fire år mere.
– Jeg opdagede jo, at det er for kort tid at være borgmester, hvis man både skal nå at sætte en retning for kommunens udvikling og følge den til dørs, siger han.
Men han var også sikker på, at 12 år som borgmester var grænsen. Han var faktisk så sikker, at han, ikke lang tid efter han begyndte sin tredje periode i 2018, åbent sagde, at nu var det altså hans sidste periode som borgmester.
Damage control
Den udmelding viste sig så at være et fejltrin, og han blev nødt til at fortælle omverdenen, at han havde ombestemt sig og slet ikke var sikker på, at det var hans sidste periode.
– Jeg fandt ud af, at man ikke kan sige, at man ikke genopstiller tre år før et valg. Det kan man ikke i politik. Jeg ville skulle leve med en tre år lang debat om, hvem der skulle afløse mig. Det ville tage alt for meget fokus fra arbejdet, siger han og forsætter:
– Så jeg havde ikke ombestemt mig. Det var ren ’damage control’.
Selvom Jørn Pedersen måske ikke får 10 stilpoint for annonceringen af sin beslutning om at stoppe, så skulle den altså være god nok nu.
Punktummerne fra campingferien i Heidelberg er sat, og den 8. oktober, når disse linjer er gået i trykken, vælger Venstre i Kolding Jørn Pedersens efterfølger. Og så er beslutningen om at sige farvel til borgmesterjobbet endegyldig.
Væksttid
Dermed sætter Jørn Pedersen også et punktum for 12 år som borgmester, der med hans egne ord har bragt Kolding fra stilstand til vækst.
– Jeg synes, at jeg efterlader en kommune, der har fået den udvikling, vi drømte om, da jeg startede. Lysten til at investere i Kolding lå på et lavpunkt i 2010. Vi ser det modsatte i dag, hvor pensionskasser og ejendomsudviklere gerne vil os. Vi har tiltrukket virksomheder med arbejdspladser. Og det tiltrækker flere borgere, siger Jørn Pedersen.
Og der er da også tal, der kan bakke påstandene op. Antallet af arbejdspladser i Kolding er ifølge Danmarks Statistik steget fra godt 49.000 i november 2010 til godt 54.000 i november 2018. Antallet af indbyggere er også vokset. I dag kan 93.000 personer kalde sig koldingensere. Det er 4.000 flere, end da Jørn Pedersen tiltrådte.
Jørn Pedersen anerkender, at han overtog kommunen midt i en finanskrise, og at udviklingen i Danmark generelt set har været gunstig. Men han mener også, at det ikke bare giver sig selv, at Kolding står forrest i køen i kampen om arbejdspladser og tilflyttere.
– I en periode hvor meget af udviklingen i Danmark centrerer sig om landets fire-fem største byer, så kan vi – for det er hele byrådet, der har været med til at drive det – godt være stolte af den vækst, som Kolding har oplevet. For det er bestemt ikke nogen naturlov, at en kommune som Kolding oplever vækst i arbejdspladser og borgere, siger Jørn Pedersen.
Landsbyerne lever
Jørn Pedersen peger også på, at udviklingen i kommunen og i Kolding By ikke er sket på bekostning af kommunens landsbyer.
– Vi har en kommune, hvor der ikke er tilbagegang i hverken landsbyerne eller centerbyerne. Så i en tid, hvor der overalt i landet er urbanisering, dér har vi formået at skabe vækst og udvikling til gavn for hele kommunen. I nogle af landsbyerne er indbyggertallet status quo, men der er ingen tilbagegang. Så vi har formået at fastholde levende landsbyer og at skabe rammerne for, at indbyggerne i landsbyerne selv kan være med til at skabe liv, siger Jørn Pedersen.
Den udvikling har kommunen blandt andet sikret ved at nedsætte et lokaldemokratiudvalg, have fokus på at udvikle de tre centerbyer Christiansfeld, Vamdrup og Lunderskov, efter de i 2007 ikke længere var selvstændige kommuner. Og så har kommunen samlet 20 landsbyer i en sammenslutning, som de løbende sætter penge af til. De penge kan landsbyerne så bruge til at forskønne områderne.
Campus sikrer fremtiden
Højt oppe på listen over politiske resultater står etableringen og udviklingen af byens campus, hvor designskolen, SDU, erhvervsakademi, ungdomsboliger og virksomheder er samlet midt i byen og snart støder også University College Syd til campusområdet.
– Der er ikke andre end Kolding, der er lykkedes med at etablere et campus som vores. Der er andre, der har tænkt uddannelsesinstitutioner ind i deres byudvikling, men så ligger det spredt eller i udkanten af byen. Vi er gået fra at tale om at være uddannelsesby til at blive det. Det markante ryk har ingen andre taget, siger Jørn Pedersen og fortsætter:
– Og det bliver altafgørende for Koldings fremtid. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Uddannelsesinstitutioner sikrer kvalificeret arbejdsplads til de lokale virksomheder, og det skaber vækst og flere arbejdspladser. Det er helt afgørende for vores fremtid.
Han peger desuden på, at Kolding har brandet sig som designby. Det er en vision, der har bredt sig til uddannelsesinstitutionerne, der opretter nye designuddannelser, og de eksisterende virksomheder, der køber ind på visionen og dermed kan være aftagere af arbejdskraft fra uddannelsesinstitutionerne.
Så absolut det værste
Selvom Kolding Kommune i årevis oplevede fremgang og vækst, blev kommunen under Jørn Pedersens ledelse i 2019 kastet ud i det, han kalder den absolut værste sag i hans borgmestertid. Et massivt overforbrug i socialforvaltningen og skoleforvaltningen kom for dagens lys og vendte et budget i balance til et truende underskud på et trecifret millionbeløb.
– Det var så absolut den værste sag i min tid. Ingen tvivl om det. Vi startede med at få genoprettet økonomien, da jeg blev borgmester, og så er det selvfølgelig ærgerligt at blive slået tilbage til start dybest set, siger en tydeligt frustreret Jørn Pedersen og bruger et tillægsord, der ikke egner sig til tryk.
– Vi kunne rette op på det, men det var stadigvæk voldsomt. Det kostede medarbejdere jobbet, det betød serviceforringelser, og det truede med at tømme kommunekassen. Bogstavelig talt. Det var voldsomt.
Igennem en periode op til kulminationen på sagen havde lokalmedier rapporteret om store overforbrug i kommunen. En revision af regnskaberne viste, at overforbrugene bevidst var forsøgt skjult af ledende medarbejdere, der på egen hånd havde valgt ikke at udmønte byrådets beslutninger og i stedet i realiteten hævet serviceniveauet i deres forvaltninger.
Hov, vi mangler penge
Pengene var brugt på borgerne, men i modstrid med byrådets beslutninger. Vurderingen var derfor, at der ikke var tale om noget kriminelt. Overforbruget endte dog med at koste to forvaltningsdirektører og en række chefer deres arbejde.
– Det, kan man roligt sige, var en skidt sag. Vi stod jo lige pludselig og sagde: hov, vi mangler de her penge, siger Jørn Pedersen.
Hvordan kunne det komme som en overraskelse for jer?
– Den økonomirapportering, vi brugte i Kolding Kommune, betød, at man i forvaltningerne kunne skjule, at man ikke udmøntede de beslutninger, vi havde taget i byrådet. Og det er unægtelig svært at handle på noget, vi ikke har kendskab til.
Burde I ikke have haft kendskab til det tidligere?
– Det kan man mene, men vi kunne konstatere, at der blev overført midler frem og tilbage mellem årene for at skjule overforbruget, og det kom så frem i lyset, da der ikke var flere penge at overføre. Det er den simple forklaring. Så kan man mene, at vi skulle have vidst det eller opdaget det tidligere, men det sikrede systemerne ikke. Derfor var den første opgave også at etablere en økonomistyring, der sikrer, at det ikke kan ske igen.
Hvorfor havde I ikke et system, der sikrede det?
– Der var ikke nogen, der havde forestillet sig, at nogen i ledende stillinger kunne finde på ikke at udmønte de politiske beslutninger. Vi har altid haft kontrolmekanismer, der sikrer, at kommunens penge ikke ender i de forkerte lommer, men det her, havde vi ikke forestillet os, kunne ske. Det har vi nu sikret os mod. Og det kostede jo nogle direktører og chefer jobbet. Men der bliver jo nødt til at være tillid i en organisation som vores, og jeg er ikke engang sikker på, at direktørerne var fuldt vidende om det. Det tror jeg ikke nødvendigvis, at de var. For hvis chefen under dem vælger at løse opgaverne på deres egen måde og økonomichefen kører sit eget excel-ark, så er det svært at opdage.
Hvorfor var det ikke dig eller kommunaldirektøren, der mistede jobbet?
– Jeg havde absolut en overvejelse undervejs i processen, om jeg selv skulle smide håndklædet i ringen. Men jeg har en tyrkertro på, at det, der karakteriser en god leder, er, at man også er der, når det er svært. Så jeg og kommunaldirektøren tog ansvar ved at sikre, at det ikke kan ske igen og ved at sikre, at økonomien i kommunen blev genoprettet, siger Jørn Pedersen.
Kolding Kommune har efter sagen indført kvartalsvise afrapportering til byrådet og månedlige afrapporteringer til udvalgene. Det skal sikre, at det politiske niveau hele tiden er orienteret om, hvordan økonomien i de enkelte forvaltninger ser ud.
##ContentBoxStart##259768##ContentBoxEnd##
Klar til at gå før tid
Når Venstres nye spidskandidat er udpeget af medlemmerne, bliver Jørn Pedersens nærmeste fremtid afgjort. Hvis medlemmerne vælger byrådsmedlem Jakob Ville, som Jørn Pedersen har peget på som sin favorit, vil han overlade borgmesterstolen, før perioden udløber. Hvis medlemmerne peger på den anden kandidat, den tidligere minister Eva Kjer Hansen, bliver Jørn Pedersen siddende perioden ud, fordi Eva Kjer Hansen ikke sidder i byrådet, og derfor ikke kan overtage pladsen før tid.
Hvad fremtiden derefter bringer, har Jørn Pedersen ikke besluttet endnu.
– Jeg har ikke i hele min borgmestertid kigget på et eneste jobopslag. Heller ikke efter jeg meldte ud, at jeg ikke genopstiller. Jeg har en profil fra min tid i erhvervslivet, og nu også en politisk profil. Så jeg håber da på, at der dukker noget spændende op, siger Jørn Pedersen. • jki@kl.dk