
Vi skal holde fast i væksten
tekst Mads Brandsen
##ContentBoxStart##259844##ContentBoxEnd##
Mens Danmark som hele kun kan forvente en befolkningstilvækst på 5,2 procent frem mod 2033, ser prognosen for Silkeborg helt anderledes ud. Her forventer kommunen, at indbyggertallet stiger med 13,6 procent – svarende til 12.771 indbyggere. Og allerede om fire år rammer kommunen en milepæl i form af 100.000 indbyggere.
Lige nu er det kun de fire største byer, der bygger mere nyt end Silkeborg, alt imens byens ejendomsmæglere har rasende travlt. Det er bare med at holde fast i det momentum, mener Johan Brødsgaard (R).
Han har udgjort byrådets radikale enmandshær siden 2013 og giver den gerne som indpiskeren, der minder de andre om, hvor gunstig Silkeborgs situation er.
– Jeg har kolleger i byrådet, der sommetider spørger, om ikke lige det går stærkt nok, og som gerne ville træde på bremsen. Jeg medgiver, at væksten giver kapacitetsudfordringer i nogle af daginstitutionerne, men det er altså enormt vigtigt, at vi holder fast i væksten, som vi har tigget og bedt om i årtier, siger Johan Brødsgaard.
Ikke så radikal, men alligevel
Sommetider har han mindet sine kolleger om, at nogle kommuner må skære i velfærden hvert år for at få budgettet til at hænge sammen.
– Silkeborg er på mange måder ret konservativ i tankegangen. Mange synes, det, vi har, er godt nok. Men samtidig er der også bred enighed om, at Herning er den kommune i regionen, der har været i førertrøjen alt for længe, og at vi derfor må gøre noget, siger Johan Brødsgaard.
I politisk forstand er Silkeborg ikke så konservativ. Men det ville også være en stramning at sige, at byen er en stor radikal højborg. Tværtimod har partiet kun været inde i den første periode efter kommunalreformen – indtil 2013, hvor det lykkedes Johan Brødsgaard at vinde et mandat. Det har han holdt siden.
Dengang i 2013 trodsede han en meningsmåling i den lokale Midtjyllands Avis, der spåede, at Radikale Venstre kun ville få to procent af stemmerne. Opskriften var kort fortalt at føre en ret enkel valgkamp:
– Vi gik til valg på tre mærkesager, blandt andet unge. Vi var til vælgerarrangementer, hvor de unge var, og det gav pote. I 2017 havde vi fokus på børn og unge og indgik en konstituering med Venstre, som løfter børn- og ungeområdet med 89 millioner kroner. Det har vælgerne bemærket, siger han.
Hvilken rolle spiller I ellers i byrådet?
– Vi søger konsensus og går gerne med i budgetforlig, men vi kommer også med nogle forslag, som der ikke altid er opbakning til. Det gælder for eksempel på miljø- og klimaområdet, siger Johan Brødsgaard.
Slut med hemmelige penge
Forleden lykkedes det dog at få hele byrådet samlet om et af hans forslag. På mødet i september vedtog alle partier, at de fremover vil oplyse om donationer fra private, så snart de overstiger 5.000 kroner. Johan Brødsgaard fik SF, Enhedslisten og en løsgænger til at være medforslagsstillere, og da Socialdemokratiet ville være med, havde de borgerlige ikke rigtig andet valg, lyder hans egen analyse.
– Jeg tror godt, de borgerlige partier selv kunne se, at det ville se skidt ud at stå udenfor. Det er fedt, at vi kan rykke lidt på den dagsorden, hvor der virkelig ikke sker meget på landsplan, fordi Socialdemokratiet og Venstre ikke vil. Jeg håber, at det bliver taget op af nogle andre rundt i landet, siger han.
Han befinder sig godt i rollen som byrådsmedlem. Også i denne valgperiode, hvor han som formand for kultur-, fritids- og idrætsudvalget er blevet noget mere synlig – og mere kendt i bybilledet.
– Jeg synes, det er dejligt, at folk vil tale med mig. Der er meget positive sager på kulturområdet, og man møder mange, der rigtig gerne vil byde ind med noget. Man møder i det hele taget mange. Jeg vidste godt, vi havde en dukketeaterfestival, men indtil jeg blev udvalgsformand, var jeg altså ikke lige klar over, at den trak folk til fra 25-30 lande. Folk siger, det er den bedste i verden.
Gadeidræt på vej
Foruden den øgede eksponering og tættere samarbejde med forvaltningen har udvalgsformandsposten også betydet, at det politiske arbejde fylder meget mere i Johan Brødsgaards liv end tidligere.
##ContentBoxStart##241517##ContentBoxEnd##
– Jeg bruger mellem 30 og 40 timer på politik. Det kan kun lade sig gøre, fordi jeg er min egen chef. Jeg driver en virksomhed, hvor jeg underviser unge i retorik og kropssprog. Det skruer jeg op og ned for, alt efter hvor travlt jeg har med politik, fortæller han.
Han abonnerer ikke på den opfattelse, at politik er hårdt, og at forvaltningen beslutter for meget.
– Jeg føler mig i hvert fald ikke kørt over. Når byrådsmedlemmer siger, de har for lidt tid, handler det jo om prioriteringer. Jeg synes, det er rimeligt, at man tilrettelægger sit arbejdsliv efter at være byrådspolitiker. Vi træffer vigtige beslutninger, og derfor synes jeg også, vi bør bruge den tid, det kræver, siger han.
Aktuelt arbejder han på at få et gadeidræts- og kulturhus til byen. GAME Streetmekka findes allerede i Viborg og Aalborg, hvor det har fokus på at løfte en social opgave. I Silkeborg er det derfor planen, at det nye sted skal ligge tæt på Lupinvej, der er på regeringens ghettoliste.
– Vi arbejder meget intenst med at få det til Silkeborg. Lige nu er der positive takter, og vi har fundet et muligt sted, men det er en langstrakt proces, siger han.
Lykkedes det, skal kommunen bidrage til driften af stedet, mens de unge betaler et beskedent beløb for at bruge faciliteterne. • mdbr@kl.dk
YDERLIGERE MATERIALE
-
PDF
DK-17-side-38-39.pdf