
Kommune betaler for biskops reception
tekst Frederikke Stoustrup
Når Peter Birch overtager posten som biskop i landets største stift, Helsingør, næste år ved en såkaldt bispevielse, vil kommunen betale op til 100.000 kroner for den efterfølgende reception. Det blev besluttet mandag aften, hvor forslaget blev stemt igennem med det mindst mulige flertal i byrådet – 13 ud af 25.
Borgmester Benedikte Kiær (K) stemte for forslaget, og hun mener, at Helsingør skal blive bedre til at udnytte, at det er en domkirkeby.
– Jeg er stolt over, at Helsingør er en domkirkeby, og at vi har hovedsædet for Danmarks største stift målt på antal borgere. Danmark bygger på kristendommen og de kristne værdier, som dermed er grundlaget for vores demokrati og den måde, vi er over for hinanden på. Men i Helsingør Kommune har vi slet ikke draget nytte af at være en domkirkeby. Det skal vi gøre fremadrettet – og med bispevielsen den 31. januar 2021 har vi en perfekt anledning. Derfor vil den konservative byrådsgruppe gerne give et tilskud til receptionen og dermed vise, at vi er stolte af at være en domkirkeby. Vi byder den nye biskop velkommen, og vi ser frem til et godt og tæt samarbejde, skriver hun på Facebook.
Af byrådets dagsorden for mødet fremgår det, at der forventes 5-600 gæster til en kortvarig reception efter bispevielsen. Antallet vil dog være afhængigt at de corona-restriktioner, der må gælde på det tidspunkt. Kommunens tilskud til receptionen vil bestå i leje af lokaler samt en let stående forplejning til gæsterne for omkring 150 kroner pr. person. Der er dog sat et maksimum fra kommunen på 100.000 kroner for støtten til begivenheden, svarende til 500 gæster. I sidste uge var et flertal i kommunens økonomiudvalg imod at betale tilskuddet til bispevielsen.
Helsingør Stift er landets største målt på indbyggertal med over en million borgere i stiftet, hvoraf to tredjedele er medlemmer af folkekirken. Den officielle bispevielse af Peter Birch vil foregå i Skt. Olai Kirke den 31. januar 2021. frst@kl.dk