
Jeg blev rådet til at være meget tilknappet
tekst Mads Brandsen
Sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF) fik et meget klart råd, inden hun tog på sit første KL-topmøde for snart mange år siden.
– Jeg fik det råd at overveje det tøj, jeg tog på – og helt konkret at være meget tilknappet. Derudover skulle jeg sørge for at holde en meters afstand, fortæller hun.
##ContentBoxStart##259785##ContentBoxEnd##
Det lyder næsten som et kommunalpolitisk topmøde under coronavirussens hærgen, men det handler om sexchikane. Om upassende adfærd generelt. Om bemærkninger og berøringer.
– KL’s topmøde var et stærkt ubehageligt sted at være for 10 år siden. Der var så sent som sidste år eksempler på nogen, der ikke kunne opføre sig ordentligt. Jeg har selv oplevet grænseoverskridende adfærd på KL’s topmøde, og derfor håber jeg virkelig, der er flere borgmestre, der kigger indad nu, siger Sisse Marie Welling.
Som mange andre, der har oplevet grænseoverskridende og uønsket seksuel opmærksomhed, ønsker hun ikke at gå nærmere i detaljer med, hvad der foregik på topmødet for år tilbage.
– Indtil nu har det bare været en kultur, man skulle finde sig i. Men man skal ikke finde sig i at blive klappet bagi eller at blive kaldt stripper på KL’s topmøde. Det oplever jeg også, at størstedelen af mændene er enige i, siger Sisse Marie Welling.
SF i København har foreslået og fået vedtaget med opbakning fra alle partier i borgerrepræsentationen, at kommunens whistleblowerordning fremover også skal håndtere medarbejderes henvendelser om sexchikane, og at Arbejdsmiljø København, der står for kommunens arbejdsmiljøindsats, skal have en særlig enhed med fokus på netop den problematik.
Ikke bare få hysteriske kvinder
På Fanø hilser borgmester Sofie Valbjørn (Alt.) også debatten velkommen.
– Det er blevet tydeligt og synligt, at det er reelt. Det er ikke bare nogle få hysteriske kvinder. Det er reelt, og det foregår alle vegne. Indtil nu har man på en måde kunnet affeje eksemplerne med, at det var enkeltstående tilfælde, siger Sofie Vlbjørn.
Politikerne på Fanø havde så sent som i foråret fat i kommunens personalepolitik, som de blev enige om at opdatere. Det bliver ikke mindre aktuelt nu. Kommunen spørger allerede om sexchikane i arbejdspladsvurderingerne, men Sofie Valbjørn mener, det er på sin plads at overveje, om man kan gøre mere for at sikre, at sagerne rent faktisk kommer frem i lyset.
– Jeg har heldigvis været forskånet for seksuel chikane i form af berøringer, men jeg har tit oplevet at blive talt ned til. ”Jeg er nok ikke lige så kompetent”. Da jeg blev borgmester, var det meget tydeligt, at jeg måtte være en ”nikkedukke”. ”Det var Erik Nørreby (tidligere V-borgmester på Fanø, red.), der måtte sidde bagved og styre mig som en nikkedukke”. Jeg bliver italesat på den måde, hvilket jeg stadig slæber rundt med, siger Sofie Valbjørn, der også er blevet kaldt ”ung kvinde”, selv om hun er 44.
– Jeg kan da godt forstå, at folk tænkte over, hvad der foregik, da Fanø fik en borgmester fra Alternativet. Men man havde jo aldrig sagt sådan om en mand. Jeg reagerede ikke på det, for hvis man gør det, bliver det nærmest selvforstærkende, siger Sofie Valbjørn.
Lidt mere systematik i Køge
Køges borgmester Marie Stærke (S) kender også til det med bemærkninger rettet mod hende som kvinde.
– Da jeg blev mor, hørte jeg nogle bemærkninger om, at ”nu skulle borgmesterkontoret jo ikke blive en ammestue”, men jeg har ikke oplevet noget grænseoverskridende til KL-arrangementer og heller ikke i byrådet. Jeg tror, det betyder noget, at vi er en tredjedel kvinder i Køge Byråd. Det har vi i øvrigt været, siden jeg blev valgt første gang i 2001, siger hun.
##ContentBoxStart##259783##ContentBoxEnd##
De sidste 10 år har ordentlighed været et punkt i Køge Kommunes trivselsmålinger. Allerede i foråret besluttede hoved-MED-udvalget at gøre det endnu tydeligere i den måling, der sættes i værk i november.
– Det er jeg rigtig glad for, for det giver os nogle pejlemærker til, om der er noget, vi kan gøre tydeligt. Det er vigtigt for mig i den sammenhæng, at krænkende adfærd jo både kan være mellem medarbejdere – og mellem borgere og medarbejdere, siger Marie Stærke.
Den aktuelle debat har dog også givet anledning til handling.
– Jeg har talt med HR-chefen om, hvorvidt vi kan være lidt mere systematiske, når medarbejdere henvender sig og føler sig krænkede – hvordan vi kan sikre os, at der er en systematik i, hvad der sker, når man henvender sig. Det er vigtigt for mig, at ingen føler sig tysset ned. Man kan godt lave en systematik, så der er en retssikkerhed for den, der henvender sig, siger Marie Stærke.
Føler du et særligt ansvar som kvindelig borgmester?
– Jeg føler et ansvar som borgmester. Det er der ingen tvivl om. Men jeg føler ikke et særligt ansvar som kvindelig borgmester. Jeg kan dog ikke sige mig fri for, at jeg er opmærksom på det, fordi jeg er kvinde. Jeg kan godt sætte mig i de krænkedes sted. Måske er jeg derfor mere motiveret af det. Jeg har ikke brug for, at Køge er den kommune, der går forrest, men vi skal i hvert fald ikke være den, der går bagerst.
Lidt rystende
##ContentBoxStart##259786##ContentBoxEnd##
I Hillerød hilser borgmester Kirsten Jensen (S) også debatten velkommen.
– Det er bemærkelsesværdigt så mange beretninger, der kommer frem om krænkelser. Det kan godt ryste en lidt, når man tænker på, at vi har et højt uddannelsesniveau i Danmark og ofte bryster os af ligeværdighed mellem kønnene. Det er en vigtig debat, og derfor skal vi også bruge den som anledning til at lægge ekstra godt mærke til, om der finder krænkelser sted hos os, siger hun.
Hillerød Kommune spørger allerede til seksuelle krænkelser i trivselsundersøgelser og arbejdspladsvurderinger, men Kirsten Jensen vil i den kommende tid tage emnet op med sin direktion.
– Vi skal ikke overse noget. Hvis der er sådan en adfærd, skal den stoppes. Det er godt, at der kommer fokus på det, for når man oplever sådan et angreb på ens person, kan man godt føle sig meget alene. Derfor er det godt, vi taler om det, siger hun.
En af udfordringerne ved at håndtere det her er, at grænserne er forskellige, påpeger hun.
– Definitionen af, hvad der er for meget, må nok være op til den enkelte. Men det skal ikke være op til den enkelte at gøre noget ved det. Det er op til os alle sammen.
Selv har hun ikke oplevet grænseoverskridende adfærd i sit mangeårige politiske virke i både kommunalpolitik og Europa-Parlamentet.
– Jeg har til gengæld oplevet masser af mangel på ligestilling og helt almindelig kvindeundertrykkelse, siger hun.
Komplimenter og chikane
##ContentBoxStart##259784##ContentBoxEnd##
Greves borgmester Pernille Beckmann (V) synes, den igangværende debat er lidt pudsig.
– Grænseoverskridende adfærd er på ingen måde i orden. Chefen skal ikke sige til studenten, at hvis hun skal til tops, skal hun lave et eller andet med ham. Det er jo ikke i orden, fastslår hun og fortsætter:
– Men beretninger som den fra Pia Allerslev (tidligere V-borgmester i København, red.) om, at hun fik at vide, at det blev kønnere, når hun kom ind i rummet, er jo noget helt andet. Debatten bliver afsporet, når de to eksempler mixes sammen, siger Pernille Beckmann.
Selv har hun fået et kram af en mandlig kollega, der varede lidt længere, end hun brød sig om. Dengang sagde hun fra. Det skal man selvfølgelig ikke bare finde sig i, pointerer hun. Men komplimenterne modtager hun gerne.
– Jeg bliver ikke selv pikeret over, at nogen siger, jeg har en god røv eller at jeg har en flot kjole på. Tværtimod, så får jeg en god dag.
Umiddelbart har hun ikke kendskab til sexchikane hverken i byrådet eller blandt medarbejderne.
– Min oplevelse er, at vi har en kultur, hvor vi godt kan sige fra over for hinanden, siger Pernille Beckmann. • mdbr@kl.dk
YDERLIGERE MATERIALE
-
PDF
DK-17-side-14-17.pdf