
Gladsaxe har succes med gratis HPV-vaccination i skoletiden
tekst Gitte Johansen
Gladsaxe Kommune har i 2020, som en af de første kommuner i landet, tilbudt alle elever i 6. klasse en gratis HPV-vaccination i skoletiden. Resultaterne fra den første vaccinationsrunde viser en overvældende interesse hos især drengene.
Trods det, at forsøget blev udskudt på grund af coronapandemien, og mange elever derfor må formodes allerede at have ladet sig vaccinere hos egen læge, valgte 121 elever ud af 779 elever, der nu går i syvende klasse, i Gladsaxes skoler at blive vaccineret. Det svarer til cirka hver sjette elev.
– Vi indførte tilbuddet om HPV-vaccination i skoletiden for at gøre det nemmere at blive vaccineret og dermed få flere til at tage imod tilbuddet. Derfor er jeg glad for, at vi her i første periode af forsøget allerede ser så stor en tilslutning, siger Gladsaxes borgmester, Trine Græse (S).
Flest drenge lod sig vaccinere
Mest overraskende er, at langt størstedelen af de tilmeldte elever, hele 84 procent, var drenge.
– Det glæder mig især, at så mange drenge har valgt at lade sig vaccinere. Men det tyder jo på, at ikke alle har opdaget, at tilbuddet om gratis vaccination hos egen læge nu også gælder drenge, siger Trine Græse.
Alle børn i 6. klasse har siden september 2019 kunne få en gratis HPV-vaccine hos deres egen læge. Men for at sikre, at flere lod sig vaccinere, besluttede byrådet i Gladsaxe i 2018 at tilbyde alle elever i 6. klasse en gratis HPV-vaccination i skoletiden.
For at være fuldt beskyttet mod HPV skal man vaccineres to gange. Næste vaccinationsrunde i Gladsaxe Kommune ligger i foråret 2021 – cirka seks måneder efter første runde. Her får de nuværende 7.-klasseselever deres anden HPV-vaccine, samtidig med at 6.-klasseseleverne får tilbudt deres første HPV-vaccination. gij@kl.dk
800 kræfttilfælde
HPV er hvert år skyld i over 800 kræfttilfælde, men med en HPV-vaccination er man beskyttet mod ni ud af ti af de HPV-typer, som kan udvikle sig til kræft.