Husk succeserne

Helle Linnet takker af efter en periode på seks år som formand for socialcheferne i Danmark. Hun ser tilbage på en tid, hvor pengene har skullet strække længere, opgaverne er blevet flere og tonen hårdere over for dem, der skal løse dem. Men hun er også stolt af, at kommunerne er blevet langt bedre til at arbejde på tværs.

29 og et halvt år. Så længe har Helle Linnet begået sig og arbejdet i den kommunale velfærdsverden. I mange forskellige roller lige fra sygeplejerske på Næstved Sygehus til direktør for social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet i Vordingborg Kommune. 

De seneste seks år har hun også siddet i formandsstolen for Foreningen af Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer i Danmark, der hver dag arbejder med at få enderne til at nå sammen for både at yde service til borgerne og samtidig holde sig inden for juraen og budgetrammerne. 

Nu takker hun af og ser tilbage på sine seks års formandskab.

– Der bliver efterspurgt mere ekspertise, og vi skal være specialister inden for vores felt. Når vi skal administrere lovgivningen, skal vi næsten være jurister for at kunne magte og fortolke loven rigtigt. Samtidig skal vi arbejde på tværs og kende til alle mulighederne. I de seks år jeg har siddet som formand i socialchefforeningen, er det alt sammen noget, vi har haft enormt meget fokus på. 

For det er på det tværgående, at en kommune skal vise sin berettigelse. Vi er langt, men vi er ikke i mål. Det skal være os, der guider borgeren og ikke borgeren, der skal banke på 47 forskellige døre, siger Helle Linnet.

##ContentBoxStart##259775##ContentBoxEnd##

Hun har insisteret på at ville levere det bedste og ikke altid få det til at handle om, at løsningen må være at sende flere penge til socialområdet:
– Jeg har faktisk ikke været den, der har stået med hatten i hånden og bedt om flere penge hele tiden. For så er der ingen, der gider at høre på én. Jeg anerkender jo også, at kommunalpolitikerne ikke kan sige ja hele vejen rundt hele tiden. Jeg synes egentlig, at jeg har haft et godt samarbejde med kommunalbestyrelsen i at få pengene til at strække mest muligt, samtidig med at vi også har nået dem med de tavse stemmer. Dem, som er psykisk syge, dem med dobbeltdiagnoser, misbrug, dem, der har være udsat for vold, incest eller andre former for overgreb. 

Det er jo dem, der ikke råber op. Der har vi som socialchefer en vigtig stemme og en vigtig opgave i at sikre, at de også bliver hørt og tilgodeset.

Lige midt i suppedasen

Da Helle Linnet overtog formandskabet i 2014 efter sin forgænger Ole Pass, havde hun selv været med i foreningen i mange år. Men hun satte sig i formandsstolen, fordi hun mente, at foreningen var værdifuld og vigtig:

– Vi har manges ører og dermed en god dialog både med KL, med departementerne, med styrelserne og med nogle af brugerforeningerne. Vi gør os umage for at tage udgangspunkt i, hvad borgerne har brug for men selvfølgelig også, hvordan vores medarbejdere skal kunne fungere, og hvad der er politisk, økonomisk og lovgivningsmæssigt muligt. Vi sidder jo på en måde lige midt i hele suppedasen. Og at få det til at gå op i en højere enhed, synes jeg, er et fantastisk arbejde, siger Helle Linnet. 

Hendes ambition som ny formand var blandt andet at få sat arbejdet og de gode resultater på velfærdsområdet mere på dagsordenen.
– Jeg synes tit, at området er under voldsom og urimelig beskydning. For mange har glemt, at vores velfærdssystem spænder over mange ting for eksempel jordemoderundersøgelser, sundhedspleje, folkeskole, daginstitutioner, lægebesøg, handicaphjælp og ældrepleje.
Et velfærdssystem, som, når man har brug for det, sørger for, at man ikke selv skal have pengepungen op af lommen til rigtig meget af det. Uanset hvem man er, siger Helle Linnet.
Hun mener, at fordi vi ofte glemmer, hvor meget velfærd vi egentlig får, så skal der ikke meget til for at skabe mistillid til det kommunale system, når de dårlige sager dukker op.
– Vores dronning har engang sagt: Husk at sige tak – selv til det, du forventer. En gang imellem kunne vi godt sige tak for, at der er nogen, som har kæmpet for det velfærdssamfund, vi har i dag. Hvis man hvert år fik en opgørelse over, hvor mange gange man har brugt vores velfærdssystem, så vil de fleste tit have glemt, at man lige havde været til mammografi, eller at ens barn lige er blevet røntgenfotograferet. Det tæller ikke i vores bevidsthed. Men vi lever i et land, hvor vi har et af verdens bedste velfærdssystemer. Dermed ikke sagt, at der ikke er plads til forbedring, og der er jo sager fremme, som man bestemt ikke skal forsvare. Det skal vi ikke blive ved at tale om. Det skal vi bare ændre fra dag et, når vi oplever noget, der ikke er i orden. Nogle gange ville jeg bare ønske, at der også blev skrevet lidt mere om succeserne.

##ContentBoxStart##259776##ContentBoxEnd##

Fagligt stolte folk

Ifølge Helle Linnet kæmper hendes medarbejdere hver dag i forvaltningerne for at leve op til forventningerne til velfærd. Ofte fylder kritikken og et øget fokus på velfærdsområdet i billedet, og nogle gange skaber det et særdeles stort pres:
– På meget af den kommunale virksomhed har vi ikke mange venner. Der er jo nærmest udelukkende kritik fra en del af de samarbejdspartnere og arbejdsmarkedets parter, som ikke synes, at vi gør det godt nok. Det er en af de ting, som er blevet sværere, og som jeg kan mærke på dem, som arbejder med det. Det tager noget af deres energi og deres glæde ved arbejdet. At der er den her mistillid til, at de grundlæggende ikke gør det godt nok, siger Helle Linnet og tilføjer:
– Generelt har vi arbejdet langt mere med evidens og metodeudvikling i opgaveløsningen. Man skal bare vide, at hovedparten af dem, der arbejder inden for det her system, er meget fagligt stolte. De vil gerne bruge deres uddannelse og har et stort socialt hjerte, der vil det bedste for borgerne og give dem den omsorg, som mange har brug for. 

Skyggesiden

De mange opgaver og krydspresset mellem borgernes og politikernes forventninger til det kommunale serviceniveau samt mediernes opmærksomhed på de dårlige sager har i de seneste år skærpet tonen over for dem, som sidder i frontlinjen og skal hjælpe borgerne. Det er blevet mere legitimt at tale grimt til hinanden, mener Helle Linnet.

– Tonen i debatten legaliserer, at der kommer nogle typer ind, som har en meget rå tone over for medarbejderne. Vi skal jo selvfølgelig bakke op om vores personale og lære dem at tackle de situationer. Huske dem på, at nogle gange, når folk har den tone, så er det, fordi de er i krise. Men der er jo også nogen, som synes, at det er tilladt at være rå og kritisere, fordi alle andre kritiserer i den tone i det offentlige rum, siger Helle Linnet og tilføjer:
– Man har et ansvar lige fra det øverste led i forhold til, hvordan vi taler til og om hinanden. Det gælder jo for eksempel også politikere. Det gælder mig som direktør, at jeg skal tale pænt til mine chefer, som skal tale pænt til medarbejderne, som skal tale pænt til borgerne. Så vi har alle sammen et ansvar for, hvordan tonen er og bliver.

Ifølge Helle Linnet har de sociale mediers indtog heller ikke gjort noget godt for debattonen. Snarere tværtimod.
– På de sociale medier kan man helt omkostningsfrit have en frygtelig tone over for folk. Det bliver legitimeret, at man bare kan svine folk til og udstille dem.

Helle Linnet har også selv fået kærligheden at føle, når hun offentligt har ment noget om det område, hun beskæftiger sig med. Og hun er helt bevidst om, at det godt kan være øretævernes holdeplads, når man har en holdning til sit fag og siger det højt offentligt. Men det er alligevel, som om at de øretæver er blevet grovere de seneste år.
– Jeg har selv modtaget dødstrusler, fordi jeg gik ud og mente, at man nemmere bliver en del af samfundet, hvis man er en del af arbejdsmarkedet. Vi kan ikke alle sammen arbejde 37 timer, men nogle kan måske arbejde to eller fire timer og dermed også være rollemodel for deres børn. Men det har jo gjort, at nogle af ”Jobcentrenes ofre” blev så vrede på mig, at de skruede mine dæk løse, så jeg var ved at tabe dem, da jeg kørte med mine børnebørn. Min bil var desuden ridset hele vejen rundt. Jeg modtog trusler om, at jeg og mine børn skulle lide en smertefuld kræftdød, siger Helle Linnet.
– Når man eksponerer sig, så skal man kunne stå imod de her ting. Sådan er det jo også for politikere. Men heldigvis har vi jo fået noget lovgivning, så man kan politianmelde de her grove tilfælde, konstaterer hun.

Opskriften 

Efter næsten 30 år i trøjen for velfærdsområdet kan det være svært at skulle slippe det hele. På spørgsmålet om, om Helle Linnet fik nået alt det, hun gerne ville, siger hun:

– Man bliver aldrig færdig. Noget af det, der stadig ligger mig meget på sinde er hele ungeområdet. Vi har nogle unge, som vi taber i de her år. Det kan jeg næsten ikke bære. Det ville jo være ønskværdigt at kunne sige, at jeg havde fundet opskriften på, hvilken vej vi skal. Men det er bare et område, som er utrolig komplekst. Vi taber dem jo, fordi nogle af dem har forældre, som ikke har nogen ambitioner, og som ikke kan støtte og inspirere dem. Nogle taber vi, fordi de har diagnoser og mistrives i systemet. Andre fordi de har været ordblinde, og vi først opdager det i 9. klasse, og så har de ikke haft en time, der har været god i hele deres skoletid. Nogle taber vi, fordi de er blevet mobbet og har svært ved at opbygge sociale og tillidsfulde relationer. Eller vi taber dem, hvis de er kommet i dårligt selskab og været det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Disse unge ville jeg gerne have arbejdet mere for, siger Helle Linnet.

Er der noget, du ville have gjort anderledes?

– Jeg vil hellere sige, at der er noget, jeg ikke har nået. Jeg ville gerne have arbejdet mere med hele myndighedsrollen om, hvordan vi får lavet flere partnerskaber på tværs, både kommunerne imellem, med regionerne og med fonde osv. Og så ikke mindst partnerskabet med den enkelte borger. For vi kan mere sammen, når vi får lavet et partnerskab. Hele empowerment-begrebet er jo noget, der er blevet arbejdet rigtig meget med ude i kommunerne. Men jeg kunne godt have tænkt mig, at vi som forening havde fået sat det lidt mere på dagsordenen. For vi er ikke nået hele vejen rundt endnu. Det ville jeg gerne have dyrket noget mere, siger Helle Linnet •

##ContentBoxStart##259777##ContentBoxEnd##