
Frank Jensen trækker sig
tekst Thomas Kokholm Nielsen
På et pressemøde i dag klokken 12 på Islands Brygge meddelte overborgmester Frank Jensen, at han trækker sig som overborgmester og senere i dag fra næstformandsposten i Socialdemokratiet.
– Jeg har sovet på det. Og med det store mediepres, der ligger lige nu, så må jeg sige, at det kommer til at skygge for det politiske arbejde, jeg gerne vil beskæftige mig med. Jeg er glad for de 11 år, jeg har haft, hvor jeg har været med til at udvikle København til verdens bedste by. Jeg er glad for at være med til at skabe en fantastisk by, hvor vi er blevet 100.000 indbyggere flere borgere i den periode, sagde Frank Jensen for kort tid siden.
Det gjorde han med Københavns Havn som baggrund. Havnen, der er blevet en af symbolerne på den omstilling, som byen har været igennem i hans periode.
– Jeg ville gerne have fortsat med den udvikling, en udvikling der peger 50 år frem. Jeg stod lige for at skulle indgå en ny principaftale med den nye regeringen, om mere metro, havnetunnel og så videre. Alt det kan jeg ikke rigtig arbejde med, sådan som mediepresset er og de sager, der er i forlængelse af den metoo-kampagne, der kører over landet lige nu, sagde Frank Jensen.
– Selvom jeg har forsøgt at komme på den anden side af sagerne og blive en del af løsningen i stedet for en del af problemet, så må jeg sige, at det ikke ser ud til at være muligt på den korte bane. Derfor har jeg besluttet at træde tilbage som overborgmester og give plads til, at mit parti kan få tid til at finde en afløser for mig inden næste kommunalvalg. Jeg forlader posten og det gør jeg fra i dag, sagde Frank Jensen.
Socialdemoktaratiet har siddet på posten uafbrudt siden 1903. Indtil videre bliver det Socialdemokratiets gruppeformand i borgerrepræsentationen Lars Weiss, der overtager posten som overborgmester.
Tillidsposterne i Kommunernes Landsforening må Frank Jensen også opgive, som følge af at han træder tilbage.
Om det også gælder formandsposten i Udbetaling Danmark er ikke helt klart.
På pressemødet sagde Frank Jensen dog, at han ikke opgiver sine bestyrelsesposter.
På et hovedbestyrelsesmøde i Socialdemokratiet i eftermiddag vil Frank Jensen også træde tilbage fra posten som næstformand i partiet. tkn@kl.dk