
Venstre vokser i Allerød
tekst Jon Kirketerp Jørgensen
Et partiskift betyder nu, at Venstre er største parti i Allerød. Blovstrødlistens Erling Petersen, der hidtil har været eneste repræsentant for listen i byrådet, har nemlig valgt at skifte til Venstre, der vokser fra fem til seks mandater.
Det skriver partiet i en pressemeddelelse ifølge sn.dk.
Venstre i Allerøds gruppeformand, Olav B. Christensen, byder det nye medlem velkommen i pressemeddelelsen
– Jeg kender Erling Petersen fra både byrådsarbejdet og fra tennisbanerne og ved, at han står for fair play. Erling har hjertet med sig, og det brænder for de ældre og for deres omsorg og pleje. Han tager altid ansvar, når der træffes store beslutninger, og stemmer sammen med Venstre. Det gælder budgetaftaler, det gælder uændret grundskyldspromille og ro om skattetrykket for Allerøds borgere. Jeg værdsætter Erlings loyalitet gennem årene og byder Erling velkommen som medlem hos Venstre, siger han.
Erling Petersen blev valgt til byrådet første gang i 2013. Han forklarer, at det er en stor fordel ikke længere at skulle dække samtlige fagområder i byrådet, nu hvor han er medlem af en større gruppe.
– Gennem årene har jeg og mine forgængere i byrådet fået opfyldt vores politiske mål. Jeg vil fortsat gøre mit bedste for at repræsentere mine vælgere, men nu bliver det inden for samarbejdet i Venstre. Hidtil har jeg som eneste byrådsmedlem skullet dække alle sager i byrådets fagudvalg. Fremover bliver det en stor fordel, at jeg kan drøfte emnerne med mine kolleger i Venstre. Den nye arbejdsdeling vil give mig mere tid til fordybelse i sagerne, siger Erling Petersen.
Erling Petersen er opvokset i Avedøre, har boet en årrække i Glostrup indtil han i 1979 flyttede nordpå til Allerød Kommune. Her bor han med sin kone. De har tre børn, seks børnebørn og et enkelt oldebarn. jki@kl.dk