
Lea Wermelin: Kommuner har ikke været inddraget nok om nedgravninger
tekst Mads Brandsen
Hundredetusindevis af mink er blevet begravet i to store grave ved Viborg og Holstebro, men flere eksperter rejser nu tvivl om, hvorvidt det overhovedet har været lovligt.
Miljøminister Lea Wermelin (S) har derfor bedt sit ministerium om at undersøge sagen nærmere. Det siger hun på et samråd i Folketinget fredag.
Her erkender hun også, at Viborg og Holstebro Kommuner ikke har været inddraget tilstrækkeligt i processen.
– Jeg vil gerne gøre det helt klart, at jeg helst havde set en proces, hvor vi fra statslig side i langt højere grad havde været i dialog med de berørte kommuner, siger ministeren og fortsætter:
– Der er ingen tvivl om, at hvad der skal ske fremadrettet, skal ske i tæt samarbejde med både Holstebro og Viborg Kommune. Miljøstyrelsen mødes med dem til en teknisk gennemgang i næste uge, og jeg har selv drøftet sagen med de to borgmestre.
Et flertal i Folketinget kræver nu, at minkene graves op igen og brændes. Den beslutning ligger dog hos Fødevareministeriet. Her siger fødevareminister Rasmus Prehn (S) fredag middag til TV 2, at han er enig i, at minkene skal graves op og brændes. mdbr@kl.dk