
Køge betaler pasningspenge tilbage til forældre
tekst Jon Kirketerp Jørgensen
Forældre med institutionsbørn i Køge Kommune får nu i alt 6,9 millioner kroner tilbagebetalt for den periode, hvor daginstiutioner, SFO'er og musikskoler var lukket. Det har Køges byråd besluttet i går tirsdag, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
– Der er nok mange forældre, der husker tilbage på marts måned med blandede følelser, hvor de for en periode skulle jonglere med hjemmearbejde, lektiehjælp og pasning af de allermindste, alt imens daginstitutioner og skoler var lukkede. Tiden kan vi ikke give tilbage, men jeg er glad for, at vi kan give nogle penge tilbage for den periode, hvor vi kun i begrænset omfang tilbød børnepasning, siger Køges borgmester Marie Stærke (S).
Under coronanedlukningen i foråret tilbød kommunerne kun nødpasning til forældre med børn i kommunens institutioner. Det betød, at blot få procent af børn i daginstitutioner blev passet af kommunen, mens resten måtte blive hjemme hos deres forældre fra den 16. marts og frem til genåbningen, der officielt fandt sted i midten af april.
Folketinget lavede i forbindelse med genåbningen en aftale om, at kommunerne under et kunne blive kompenseret for tilbagebetaling til forældre for perioden 15. april til 11. maj. Det vil sige i den periode, hvor genåbningen var undervejs, og kommunerne fandt plads til alle institutionsbørn. Det var dog op til den enkelte kommune at vælge at tilbagebetale forældrebetalingen.
Forældrenes betaling i perioden fra 16. marts til 15. april kunne kommunerne dog ikke få statslig kompensation til at tilbagebetale, og det er altså den periode, som Køge Kommune nu har besluttet sig for at tilbagebetale af egen drift og af egen kasse.
Pengene bliver tilbagebetalt i januar måned i form af en takstnedsættelse per barn. For de børn, der ikke længere går i institution eller på musikskole, bliver forældrene kompenseret direkte. jki@kl.dk