
Furesø er Danmarks førende kulturkommune
tekst Mads Brandsen
##ContentBoxStart##260214##ContentBoxEnd##
Med en solid føring i Nyhedsmagasinet Danske Kommuners kortlægning af kulturen i kommunerne er det Furesø Kommune, der kan iklæde sig førertrøjen og kalde sig Danmarks førende kulturkommune.
Det står klart efter den samlede opgørelse af ni parametre, som både tager højde for kommunens udgifter til kulturen og borgernes faktiske brug af de kommunale kulturtilbud. I alle ni parametre ligger Furesø i den bedste femtedel af kommunerne. Samlet betyder det, at der er ganske langt ned til listens nummer to, som er Roskilde.
At det går så godt i Furesø, der årligt har et kulturbudget på omkring 83 millioner kroner, kommer noget bag på Tine Hessner (R), der er formand for udvalget for kultur, fritid og idræt.
– Det overrasker mig. Jeg tror, mange borgere vil sige, at det går rigtig dårligt på kulturområdet, og jeg må også være ærlig og sige, at jeg synes, det er op ad bakke. Det er hårdt arbejde at kæmpe for at bevare det kulturliv, vi har, selv om budgettet er ret småt i forhold til andre udvalg. Man mangler at se nogle af de sammenhænge, der er, mellem kulturen, sundhed og det almindelige velbefindende. Der er en høj grad af synergi, siger hun.
Væk med opera for eliten
I stedet oplever Tine Hessner, at de store velfærdsområder nyder fremme. Furesø er som mange andre kommuner præget af den demografiske udfordring, hvilket betyder, at sparekniven undertiden svinges over kulturområdet.
Aktuelt har et flertal i byrådet besluttet at droppe støtten på 1,7 millioner kroner til det lokale egnsteater, Undergrunden, der har haft fokus på danskproduceret dramatik for eksempel opera. I udvalget blev Tine Hessner stemt ned af Venstre og Socialdemokratiet. Det billede gentog sig i byrådet, som behandlede sagen, efter at Tine Hessner havde benyttet sig af standsningsretten. Teatret lukker næste år.
– Jeg synes, det er meget ærgerligt, fordi Undergrunden rakte ud i hele Nordsjælland med sine opsætninger. Det er klart, at opera tiltrækker nogle meget ressourcestærke borgere, men hvorfor skal der ikke også være kultur til dem, spørger Tine Hessner.
I sagen om egnsteatret, der i øvrigt er Danmarks mindste og billigste, blev det som så ofte før til en snak om penge.
– Vi har en effektiviseringsdagsorden i kommunerne. Det er en svær konkurrence for kulturen, som ofte bliver nedprioriteret. Er det flødeskummet eller bunden i kagen? Jeg mener, corona-pandemien har vist os, at vi måske troede, kulturen var flødeskum, men at det i virkeligheden er bunden i lagkagen. Der har været store afsavn, og her har kulturen virkelig vist sit værd, pointerer Tine Hessner.
##ContentBoxStart##260216##ContentBoxEnd##
Det har kommunen for nylig anerkendt med en række priser. I år under titlen ”Kultur på trods” for at referere til, at det – for nu at blive i det søde hjørne – ikke har været lutter lagkage at skabe kultur her i 2020.
Hovedprisvinderen Dot Hurvig bor i klyngehusbebyggelsen Højbovænge i Værløse, hvor hun hver morgen under nedlukningen sørgede for fælles morgensang efterfulgt af morgengymnastik. Andre arrangerede koncerter for ældre, mens et ægtepar sendte e-mails med musik og anekdoter til interesserede, som måtte undvære nogle operaaftener grundet nedlukningen. Endelig var der også en pris for Furesø Ungdomspanel for at holde ungekulturen i live i en svær tid.
Alt sammen meget bekræftende, lyder det fra Tine Hessner.
– Vi mærker alle sammen kulturens betydning, når den har svære kår. Vi er en kommune med mange ressourcestærke borgere. Nogle gange skal vi politikere træde et skridt tilbage og lade borgerne fylde de rammer ud, vi politisk har skabt. Det er nedlukningen et godt eksempel på, siger hun.
##ContentBoxStart##260215##ContentBoxEnd##
Farum spøger
Tine Hessner lægger ikke skjul på, at hun brænder for kulturen. For at få endnu flere borgere til at bruge tilbuddene, men også for at udvide paletten.
– Jeg vil gerne se mere på, hvordan vi når flere udsatte børn og ældre. Vi er i Furesø meget optagede af verdensmålene og af at skabe lige muligheder for alle, siger hun.
Konkret vil hun gerne brede musikskolens tilbud ud til alle børne i dagtilbud og på skolerne, så alle lærer instrumenterne at kende, og når det kommer til de udsatte ældre, vil hun have flere af dem i gang med idræt. Der er allerede i dag idrætsforeninger, der udbyder seniorbordtennis med stor succes. Og så er der de udsatte børn, hvoraf nogle har diagnoser.
##ContentBoxStart##260217##ContentBoxEnd##
– Dem skal vi kunne rumme. Foreningerne vil faktisk gerne, så det handler primært om, hvordan vi kan hjælpe dem på vej, siger Tine Hessner.
Selv om Furesø Kommune efterhånden har 13 år på bagen, spøger forskellene mellem de gamle kommuner Farum og Værløse stadig i kulissen.
– Farum brugte mange penge på kunst, eksempelvis en del skulpturer, og så er der de meget store sportsanlæg, inklusive et superliga-fodboldstadion, som vi gerne vil sælge til FC Nordsjælland, men som klubben ikke er interesseret i at købe. Vi har kulturhuse i begge byer, men med hver sin profil. Der kan godt komme lidt misundelse på kryds og tværs, og det er lidt ærgerligt, for hver fjerde indbygger i Furesø boede her slet ikke før kommunalreformen, siger Tine Hessner.
Hun kan heller ikke lade være med at drømme lidt om den dag, hvor Furesø er gældfri.
– Vi betaler 123 millioner i afdrag på vores lån om året. De penge kunne vi virkelig få meget andet for. Også mere kultur, siger hun. • mdbr@kl.dk
YDERLIGERE MATERIALE
-
PDF
DK-19-side-12-15.pdf