
Fra Iran til Schweiz til Hjørring
tekst Frederikke Stoustrup
##ContentBoxStart##260239##ContentBoxEnd##
Det var kærlighed, der for 27 år siden fik Mehrsad Sadjadi til at slå sig ned i Hjørring. Som ung mand flygtede han fra sit hjemland, Iran, og nu er Hjørring det sted, hvor han har boet i længst tid. Hans tre døtre er vokset op i byen, han er uddannet i byen, han arbejder på en af byens skoler, og det er her, han hører til.
– Sidst i ’89 flygtede jeg ud af Iran med min storebror, som nu bor i USA. Vi kom først til Schweiz, hvor jeg endte med at bo i omkring 3,5 år. I Schweiz skete der noget, som sker for rigtig mange unge mennesker – jeg blev forelsket. Hun var sjovt nok fra Hirtshals, og vi blev gift, og hun blev gravid. Et stykke tid, før hun skulle føde min første datter i 1993, fik jeg lov til at flytte med til Danmark. Vi endte i Hjørring, fordi min hustru gerne ville starte på lærerseminariet, så hun tog valget for os og lejede et hus i byen. Senere startede jeg så på læreruddannelsen, og pludselig havde vi både uddannelse, job og børn, som også gik i skole i byen, og så bliver man jo plantet fast i det her lokalsamfund. Så jeg er her stadig, siger han og griner.
Mehrsad Sadjadi voksede op i Iran i en tid lige omkring revolutionen i ’79, hvor Shahen blev væltet, og det nye præsteregime kom til magten. Men selvom han altid har haft en stor interesse for politik, havde han aldrig en trang til at deltage aktivt.
– Jeg er vokset op i et hjem i mit hjemland, dengang hvor politik var en slags kultur og noget socialt – det var en del af hverdagens samtaler. Der skete rigtig meget i Iran, og det var en del af vores opvækst at tale om det, siger han og fortsætter:
– Jeg har sådan set vedligeholdt min interesse for politik, men jeg er især blevet optaget af de områder, som jeg selv har beskæftiget mig med, siden jeg kom til Danmark, hvilket er børn, unge og uddannelse. Så er der også integrationsområdet, som, jeg synes, er meget spændende, og især arbejdet med tosprogede fangede min interesse i starten.
To opringninger
##ContentBoxStart##260240##ContentBoxEnd##
Det var blandt andet Mehrsad Sadjadis deltagelse i foreningslivet i Hjørring, hvor han både har gået til volleyball og motionsboksning, og hans evne til at skabe relationer til borgere med anden etnisk baggrund, som medvirkede til, at han en dag fik en opringning fra kommunens integrationsråd. Rådet varetager etniske minoriteters interesser og er sparringspartner for byrådet og kommunens forvaltninger.
– Jeg synes, at integration er et ret fantastisk område at arbejde med, fordi der altid er noget, som kan gøres anderledes eller bedre eller mere. Efter nogle år blev jeg spurgt, om jeg ville være næstformand, så jeg kunne få noget mere ansvar. Det var rigtig fedt at blive anerkendt for min indsats.
Med arbejdet i integrationsrådet var den politiske karriere skudt i gang, og efter cirka fem år i rådet ringede telefonen igen.
– Ved KV17 ringede de fra Socialdemokratiet her i Hjørring og spurgte, om jeg havde lyst til at være kandidat for dem. Efter nøje overvejelser sagde jeg ja, og det er jeg rigtig glad for, at jeg gjorde. Da jeg kom ind i byrådet, blev jeg også formand for integrationsrådet.
Han peger blandt andet på samarbejdet med forældre på skolerne som et område, hvor han som byrådsmedlem både har kunnet trække på sine erfaringer som skolelærer og sit arbejde i integrationsrådet.
– Vi bliver klogere og finder nogle løsninger sammen. Jeg synes, at vi på min arbejdsplads og i udvalget er blevet ret gode til at lytte til hinanden, og det har også ført til en ny skolepolitik i kommunen. Samarbejdet afspejles også i vores integrationspolitik, hvor forældresamarbejdet på skolerne også indgår. Det er jeg meget stolt af at være med til, siger han.
Integration handler om vilje
Som formand for kommunens integrationsråd har Mehrsad Sadjadi været med til at starte en ny tradition i Hjørring.
– Tidligere har vi haft en integrationsdag, hvor vi fejrer de migrationsborgere, som har fået deres bevis efter sprogskolen. Men sidste år lavede vi det for første gang om til en integrationsfest, hvor mennesker fra 12 forskellige lande kom og præsenterede deres kultur med kunst, mad, tøj, dans og musik. Det var en kæmpe succes!
##ContentBoxStart##241517##ContentBoxEnd##
På grund af corona-situationen var det desværre ikke muligt at fortsætte den nye tradition i år, men han forsikrer, at integrationsfesten vender stærkt tilbage næste år.
– Man bliver virkelig inspireret af alle de mennesker, som kommer. Vi har også fået meget god respons fra deltagerne, og det har været en ufatteligt positiv oplevelse, selvom vi bare er et lille integrationsråd i en lille kommune. Det vil vi meget gerne fortsætte, og vi vil også gerne blive bedre til det.
For Mehrsad Sadjadi betyder størrelsen på integrationsrådet ikke så meget, for integration handler ikke om penge, eller hvor mange folk der deltager i et arrangement i kommunen. Det handler om vilje.
– Uanset om du er i Hjørring eller København, så handler det bare om den måde, vi tænker på. Kan vi det her, eller kan vi ikke det her? Det er vigtigst at tage udgangspunkt i. Det kan godt være, at man så ville have 3.000 gæster til et arrangement i København, hvor vi har 300 her i Hjørring, men succes er noget andet. Hvem rammer vi med vores budskab? Det kan sagtens være lille i størrelsen men stort i forhold til at nå vores mål. • frst@kl.dk
YDERLIGERE MATERIALE
-
PDF
DK-19-side-38-39.pdf