
Aalborg-rådmand genopstiller ikke
tekst Mads Brandsen
Efter 24 år i aalborgensisk kommunalpolitik takker rådmand for familie og beskæftigelse Mai-Britt Iversen (S) af ved valget næste år.
Det meddeler hun på Facebook.
– Det var en svær beslutning, og det er også svært at melde ud, men jeg genopstiller ikke til næste byrådsvalg. Det er dermed også et farvel til verdens bedste job som rådmand for familie og beskæftigelse. Det at kunne være med til at skabe lige muligheder på tværs af social opvækst, køn, alder og etnicitet. Men da jeg startede i politik, lovede jeg mig selv, at det at være fuldtidspolitiker var noget, man havde til låns, og det skal ikke være en karriere, skriver hun.
Hun lover dog samtidig at ”knokle og kæmpe” helt frem til udløbet af valgperioden i 2021.
60-årige Mai-Britt Iversen er uddannet tandlæge og blev i 1997 valgt til Aalborg Byråd. Inden hun i 2007 blev rådmand for familie og beskæftigelse, var hun blandt andet gruppeformand og gruppesekretær. mdbr@kl.dk