
Venstre bliver fordoblet i Herlev: Eks-DF’er har meldt sig ind
tekst Mads Brandsen
I august smækkede han så meget med døren, at hele Dansk Folkepartis lokalforening i Herlev forsvandt.
Efter at have været løsgænger siden, har Kim Kristensen nu meldt sig ind i Venstre, som dermed har to mandater i kommunalbestyrelsen. Det skriver Herlev Bladet.
Om sit nye parti siger hovedpersonen:
– Det er der, jeg ser de fleste muligheder i, at de visioner vi har, og de visioner de har, nemmest kan finde hinanden.
Kim Kristensen lægger ellers ikke skjul på, at han har nydt at være løsgænger, fordi han ikke skulle tage hensyn til andet end sin egen mavefornemmelse.
Venstres hidtil eneste medlem af kommunalbestyrelsen, Gert Biilmann, glæder sig over at få selskab af Kim Kristensen, der ifølge ham har ført en mere liberal linje siden opgøret med Dansk Folkeparti.
Venstre i Herlev har allerede valgt Gert Biilmann som spidskandidat til KV21. Resten af opstillingslisten er ikke på plads. mdbr@kl.dk