Ny viden
tekst Mads Brandsen
Overskuelig bog om at tage borgerne med på råd
Bøger /// Borgerinddragelse har i mange år været det nye sort. Men hvordan er det nu lige, man gør i praksis, hvis man skal inddrage borgerne ordentligt? Det har byrådsmedlem i Skanderborg og kommunikationsrådgiver Claus Leick skrevet en bog om – og det er han sluppet ganske godt fra. Bogen er opbygget, så den kan bruges som opslagsværk, hvor man kan læse om, hvordan man sikrer, at et borgermøde bliver vellykket – men også, hvilke fordele der kan være ved at vælge andre tilgange. Man kan altid diskutere, om ikke man kunne skrive meget mere – men som læser savner man egentlig ikke noget. •
Læs hele anmeldelsen på danskekommuner.dk
Brug af mundbind øger ikke risikoadfærd
Corona /// Det er en myte, at mundbind får os til at ignorere afstandskravene, og at vi oftere kommer til at røre os selv i ansigtet. Det konkluderer forskere fra Sociologisk Institut ved Københavns Universitet og den hollandske forskningsinstitution NSCR efter et studie, der bygger på analyser af videoer fra hollandske overvågningskameraer. Det viser sig, at det ikke er brugen af mundbind, der er afgørende for, om vi holder afstand. Det er derimod trængslen på gaden. Er der for mange mennesker, er vi tilbøjelige til at overtræde afstandsanbefalingerne. •
Algoritmer kan forudsige jobsituation – men kan ikke stå alene
Arbejdsmarked /// En række jobcentre afprøver i øjeblikket nogle algoritmer, der ud fra parametre som køn, alder, bopæl, uddannelse, etnicitet, sygdomshistorik med mere kan vurdere, hvor længe en borger vil være ledig og dermed modtage ydelser. Men det er ikke rimeligt at lade algoritmerne stå alene, konkluderer et studie fra Datalogisk Institut ved Københavns Universitet. Jobkonsulenterne skal kunne få indflydelse på de mål, der styrer algoritmen, så de også kan tage højde for faktorer, der er centrale for den enkelte borger. Håbet er, at algoritmerne kan bidrage til at skabe bedre forløb på jobcentrene. •
Indkøb nærmer sig 100 milliarder kroner
Økonomi /// Kommunernes indkøb udråbes jævnligt til at kunne være en drivende faktor i eksempelvis den grønne omstilling – og det er der sikkert også noget om. I hvert fald går det kun en vej med indkøbene. De seneste fem år er indkøbene steget med 6,5 milliarder kroner, og det er særligt købet af tjenesteydelser, der øges, viser en analyse fra Dansk Industri. Kommunerne købte samlet ind for 91 milliarder kroner i 2014, mens tallet i 2018 var over 97 milliarder kroner. Mens varekøbene ligger ret stabilt på 20 milliarder, er indkøbet af tjenesteydelser steget fra knap 70 til 77 milliarder i 2018. •
Hver anden kommune kortlægger bevaringsværdige bygninger
Kultur /// 46 procent af kommunerne har formuleret et mål for at få kortlagt alle bevaringsværdige bygninger. Det viser en ny undersøgelse fra fonden Realdania. Der er ingen ensartet praksis på området, hvilket betyder, at der ikke er noget overblik over, hvor mange bevaringsværdige bygninger, der er i Danmark. Et skøn lyder på mellem 300.000 og 400.000 bygninger – heraf er omkring 120.000 registreret i Slots- og Kulturstyrelsens database. Realdania vurderer, at der vil være et potentiale i at skabe et samlet overblik over bygningerne. •
Otte procent af de kommunale HK’ere udsat for krænkelser
Sexisme /// Inden for det sidste år har otte procent af HK Kommunals medlemmer oplevet kommentarer eller vittigheder fra kolleger, som havde seksuelle undertoner, og som de betragtede som krænkende. Det viser en undersøgelse, som analyseinstituttet Epinion har lavet blandt et repræsentativt udsnit af HK Kommunals medlemmer. I alt 800 har svaret. I undersøgelsen svarer fire procent, at de i løbet af det sidste år har oplevet nærgående kommentarer om deres udseende, mens tre procent har oplevet berøringer, omfavnelser eller sågar kys. De resultater er fuldstændig uacceptable, siger næstformand i HK Kommunal, Mads Samsing til HK Kommunalbladet. •
YDERLIGERE MATERIALE
-
PDF
DK-20-side-29.pdf