Kort nyt
tekst Mads Brandsen
Tilsyn ser på Aalborgs iværksætterhus
Jura /// Aalborg Kommunes engagement i iværksætterhuset GrowAal er konkurrenceforvridende, fordi private ikke kan konkurrere med GrowAals priser og standard. Sådan lyder det fra private kontorfællesskaber, der sidste år skrev til Erhvervsministeriet. Nu vil Ankestyrelsen vurdere, om kommunen har handlet korrekt. Ifølge kommunen er man ikke på kant med erhvervsfremmeloven eller kommunalfuldmagten, fordi det er en fond, der driver huset. •
Borgmesterkritik af restriktioner
Corona /// Efter det er kommet frem, at den frygtede cluster 5-variant af coronavirus måske slet ikke er så farlig, sætter flere borgmestre spørgsmålstegn ved nødvendigheden af de voldsomme restriktioner, regeringen har indført i syv kommuner.
– Restriktionerne er enormt indgribende og en stor opgave for kommunen at løse, så det skal selvfølgelig bero på et fagligt grundlag, siger Vesthimmerlands borgmester Per Bach Laursen (V) til Berlingske. Hans kollega i Hjørring, Arne Boelt (S), peger på, at restriktionerne skal løftes før tid, hvis det er muligt, mens Jammerbugts borgmester Mogens Gade (V) efterlyser mere gennemsigtighed i kommunikationen. Mange borgere undrer sig, siger han. Ulla Vestergaard (S), borgmester i Thisted, mener, man må indrette sig efter de bedst mulige løsninger, men efterlyser også en hurtigere genåbning, hvis muligt. Indtil videre varer restriktionerne i syv nordjyske kommuner frem til 3. december. •
Kæmper for tv-bingo
Afgift /// En rådmand, en MF’er og nu også Aalborgs borgmester, Thomas Kastrup-Larsen (S), kæmper for at redde dk4-programmet SIFA TV-Bingo.
Til nytår øges spilafgiften med 40 procent, og selvom det er målrettet bookmakere, vil også TV-Bingo blive ramt. Dermed vil overskuddet på en million kroner årligt ende hos staten og ikke hos lokale foreninger.
– Jeg synes ganske enkelt ikke, at det er ret og rimeligt, hvis SIFA TV-Bingo rammes af de nye afgifter, siger Thomas Kastrup-Larsen. •
Odense dropper salg af fjernvarmen
Jura /// Fjernvarme Fyn bliver alligevel ikke solgt. Dermed er der sat punktum i sagen, der ifølge en Megafon-måling fra TV 2/Fyn har kostet Socialdemokratiet 10 procent af vælgerne.
Salget droppes, efter at Energistyrelsen ikke har svaret klart på, hvordan varmeforsyningslovens bestemmelse om, at forbrugerne skal tilbydes forkøbsret til et fjernvarmeanlæg, før et eventuelt salg skal fortolkes.
Salget skulle have indbragt omkring 500 millioner kroner, hvilket betyder, at partierne bag – Socialdemokratiet, SF og Radikale – nu skal finde pengene på anden vis. De skal bruges på renoveringer af bygninger og opførelse af nybyggerier på velfærdsområdet.
Energistyrelsen har i sit svar til Odense Kommune henvist til, at spørgsmålet om forkøbsret bør prøves ved en domstol, men det har politikerne ikke ønsket. •
46
milliarder kroner har landets kommuner samlet i likviditet. Det er rekord.
Kilde: Danmarks Statistik
Minkkirkegårde kan forurene drikkevandet
Miljø /// Mange af de tusindvis af mink, der bliver aflivet over hele landet, bliver begravet i et område ved Flyvestation Karup. Ganske tæt på et vandindvindingsområde. Det bekymrer Danske Vandværker, som hævder, at drikkevandet risikerer at lide skade af nedsivning af farlige stoffer. Miljøstyrelsen afviser imidlertid kritikken og oplyser, at der er holdt en afstand på 300 meter til private boringer, hvilket svarer til afstanden til andre spildevandsnedsivninger.
– Da vi screenede mulige nedgravningsområder, fravalgte vi de arealer, der ligger i områder, hvor drikkevandet til vandværker dannes og områderne med særlige drikkevandsinteresser (OSD), der er udpeget for at sikre det fremtidige drikkevand, siger Per Schriver, kontorchef i Miljøstyrelsen. •
Højst 250 m til nærmeste ladestander
Elbiler /// Frederiksbergs indsats for at få flere til at vælge eldrevne frem for fossildrevne biler nærmer sig et skarpt hjørne.
Firmaet Clever vil i løbet af to år opstille 24 nye ladestandere i kommunen, hvorefter der vil være i alt 95 ladestandere og 170 tilhørende gratis parkeringspladser. Det betyder, at elbilister højst skal køre 250 meter for at finde en ladestander på 80 procent af kommunens areal. Målet er, at ingen elbilister skal have mere end 250 meter til nærmeste lader. •
Folkemødet vender tilbage i mindre udgave
FM21 /// Folkemødet regner med at byde velkommen til Bornholm igen i 2021, efter coronavirus tvang arrangørerne til at aflyse i år. Rammerne er dog ikke på plads endnu, fordi udsigterne til at kunne samles mange mennesker på samme sted også til sommer er usikre. Der bliver derfor tale om et corona-tilpasset folkemøde, forklarer Foreningen Folkemødets formand, Vibe Klarup.
– Vi har mødt overvældende opbakning og forståelse for situationen, siger hun. •
Får topjob og dropper politik
Bornholm skal have ny borgmester til nytår. Winni Grosbøll (S) har nemlig takket ja til et job som direktør for Friluftsrådet.
– Jeg har takket ja til et tilbud om at blive ny direktør for Friluftsrådet. Et fantastisk spændende job, hvor jeg får mulighed for at arbejde med noget af det, jeg synes, er allersjovest; frivillige, engagererede mennesker, foreninger, der favner mange interesser, politik, lokale projekter, børn, unge, ældre og de mange oplevelser, som naturen giver os, og aldrig før har friluftsdagsordenen været så vigtig, skriver hun på Facebook.
Winni Grosbøll har været borgmester siden 2010 og har stået i spidsen for en omfattende udvikling af øen. Thomas Thors (S) tager over til nytår og vil også gerne være spidskandidat ved KV21. •
YDERLIGERE MATERIALE
-
PDF
DK-20-side-6-7.pdf