
Kamp for vaskeplads har taget halvandet år
tekst Mads Brandsen
Det er skidt for miljøet, når bilejere vasker deres biler derhjemme i indkørslen. Giftige stoffer fra bilen siver ned i undergrunden, hvilket kan udgøre en trussel for drikkevandet.
Nogenlunde sådan går snakken på et repræsentantskabsmøde i Socialdemokratiet i Aarhus, som byrådsmedlem Anette Poulsen var med til i foråret 2019. En diskussion blandt græsrødderne, som hun gerne ville føre politisk helt til dørs.
– Vi er nødt til at gøre, hvad vi kan for at passe på miljøet, så jeg endte med at lave et forslag til byrådet, husker Anette Poulsen, der ret hurtigt i processen får SF med på forslaget.
Af forslaget, som første gang kommer på byrådets dagsorden i april 2019, fremgår det, at kommunen skal ”undersøge muligheden for at oprette vask-selv-pladser på kommunens genbrugsstationer til private bilejere”, og at forvaltningen skal pege på en model, der økonomisk skal hvile i sig selv.
Og dermed begynder en proces, der endte med at vare halvandet år.
Først vender juristerne i magistratsafdelingen for teknik og miljø tommelfingeren nedad.
”Teknik og Miljø vurderer, at der i forvejen er god kapacitet i markedet for bilvask, og kan ikke anbefale at gennemføre forslaget i en form, som indebærer, at kommunen skal udføre egentlig erhvervsaktivitet. Det er desuden usikkert, om man med det foreslåede primært flytter bilvask fra etablerede vaskeanlæg til et nyt tilbud eller øger frekvensen, hvormed bilejere vasker deres bil. I så fald er den miljømæssige effekt begrænset,” skriver forvaltningen i en indstilling til byrådet.
Med andre ord: Det vil ifølge juristerne være i strid med kommunalfuldmagten, hvis kommunen begynder at drive en vaskeplads.
Politiske embedsmænd?
##ContentBoxStart##260458##ContentBoxEnd##
Anette Poulsen rystede på hovedet, for driften af pladsen var slet ikke en del af hendes forslag.
– Jeg har aldrig sagt, en vaskeplads skulle være kommunalt drevet og heller ikke, at den skulle være gratis at bruge. Det var slet ikke det, det handlede om for mig, siger hun.
Afdelingen for teknik og miljø finder en egnet erhvervsgrund i Malling. Samtidig foreslår forvaltningen en kampagne, der fortæller aarhusianerne at hjemmevaskeri af bilen er noget skidt for miljøet.
Sagen ryger derefter tilbage til byrådet, der i maj 2019 sender forslaget tilbage til afdelingen for teknik og miljø. Det ryger frem og tilbage nogle gange, indtil der i januar 2020 endelig sker noget nyt i sagen. Borgmesterens afdeling vurderer højst overraskende, at forslaget godt kan gennemføres:
”Aarhus Kommune kan etablere og drive vaskepladser på genbrugsstationer, da miljøhensyn samt ordningens karakter gør, at etablering af vaskepladserne kan begrundes i almene kommunale interesser”, lyder indstillingen.
I spidsen for afdelingen for teknik og miljø står rådmand Bünyamin Simsek (V), der når frem til et rungende nej – mens Anette Poulsens partifælle, borgmester Jacob Bundsgaards (S) jurister altså siger ja.
– Man kan ikke lade være at tænke, om embedsværket præges i en politisk retning. Det håber og tror jeg ikke, men man tænker da tanken, siger Anette Poulsen.
V: Det skal ikke tage så længe
Forslaget ryger atter frem og tilbage mellem byrådet og magistraten og løber i september 2020 ind i det praktiske problem, at grunden i Malling er blevet solgt til anden side. Derfor ryger den del ud. Men et flertal i teknisk udvalg pålægger i september forvaltningen at finde en ny grund, der kan udbydes som vaskeplads for biler. Grunden behøver ikke at ligge i forbindelse med en genbrugsstation. Det godkender et flertal i byrådet.
Der ender sagen. Halvandet år efter, at Anette Poulsen stillede forslaget.
– Jeg synes, det har været et rigtig trælst forløb, hvor forslaget er røget frem og tilbage utallige gange. Så vil nogle nok sige, at det er et ret lille forslag, men det er lidt en principsag for mig, at vi skal gøre, hvad vi kan for at passe på kloden, siger Anette Poulsen, der nu vil holde øje med, om der nu også bliver fundet en egnet grund.
Gert Bjerregaard (V), der foruden at være gruppeformand også er medlem af teknisk udvalg, er helt enig med Anette Poulsen i, at sagen har taget alt for længe at behandle.
– Det her handler i bund og grund om, hvorvidt kommunen skal drive vaskepladser eller fokusere på kerneopgaverne. Vores magistratsstyre gør, at ting kan tage lidt længere tid. Her var så også divergerende juridiske vurderinger. Men det skal ikke tage halvandet år at behandle et forslag fra to byrådsgrupper, fastslår han.
Trods ventetiden har Anette Poulsen dog ikke helt opgivet at gøre mere ud af sagen.
– Jeg regner med at henvende mig til et af vores medlemmer af Folketinget for at se, om ikke vi skulle gøre det helt forbudt at vaske biler derhjemme, som det er i Sverige og Tyskland, siger hun. • mdbr@kl.dk
YDERLIGERE MATERIALE
-
PDF
DK-20-side-34-35.pdf