
Her bliver KV21 virkelig spændende
tekst Mads Brandsen
Erik eller Ellen
Sønderborg: I lighed med Kolding er der dømt kendisvalg i Sønderborg – dog her med den forskel, at kendissen, tidligere undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V), tager kampen mod den siddende borgmester siden 2014 Erik Lauritzen (S). Ved KV17 fik Socialdemokratiet 40 procent af stemmerne. Spørgsmålet er, om Ellen Trane Nørby, der har boet i Sønderborg, vil være i stand til at ændre på det. I hvert fald har hun tidligere skrevet politisk danmarkshistorie. Da hun for 16 år siden blev nyvalgt til Folketinget i netop Sønderborg, var det første gang, kredsen fik et folketingsmedlem siden genforeningen i 1920.
Efter Frank
København: København er rød som solen, og selv om stemningen forud for KV17 var, at Enhedslisten kunne blive hovedstadens største parti, skete det ikke. Siden har overborgmester Frank Jensen (S) taget konsekvensen af sin årelange historik for krænkelser af kvinder og forladt posten efter nogen tumult. Socialdemokratiet stiller med nuværende regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen i front, mens Enhedslisten endnu ikke har valgt sin spidskandidat. Stiller partiet med en kendt frontfigur, kan det rykke noget på magtbalancen i partierne – præcis som de landspolitiske tendenser kan det i den borgerlige lejr. Derfor er København også værd at holde øje med.
Hvor stor er Henrik Frandsen-effekten?
Tønder: Det er på alle måder historisk, at Tønder overhovedet er at finde på denne liste. Grænsekommunen har siden KV01 været en sikker Venstre-bastion. Men siden et snævert flertal på et opstillingsmøde i juni på en pløjemark vragede borgmester Henrik Frandsen som spidskandidat til fordel for den relativt ukendte Martin Iversen, har i alt fem Venstre-politikere forladt partiet. Debatten i medierne har kørt på de høje nagler, og i oktober præsenterede Henrik Frandsen og de fem V-afhoppere deres nye politiske projekt, Tønder Listen. Med Frandsen i front fik Venstre 45 procent af stemmerne ved KV17. Nogle af dem stemmer sikkert Venstre igen – mens andre stemmer på den i befolkningen vellidte borgmester uanset hans parti. KV21 i Tønder bliver spændende på den neglebidende måde.
Fjernvarmesalget, der gik galt
Odense: Man skulle måske ikke tro, at noget så tørt som et salg af et fjernvarmeselskab er i stand til at ryste de tektoniske plader under en kommune, men da Socialdemokratiet, SF og Radikale Venstre havde meldt salgsplanerne ud, kunne TV 2/Fyn bringe en meningsmåling, hvor Socialdemokratiet gik ti procent tilbage. Og hvad værre er, så er salgsplanerne siden røget i vasken som følge af juridiske udfordringer. Husk-er vælgerne mon det? Radikale Venstre kan – som målingen forudså – ende i rollen som kongemager. Det nuværende byrådsmedlem, rådmand Susanne Crawley (R), samarbejder tæt med S og SF, men hvis den borgerlige udfordrer Christoffer Lilleholt (V) kan trække endnu flere vælgere over midten, kan han ende med at slå borgmester Peter Rahbæk Juel (S).
Spænder boligsag ben for K?
Frederiksberg: Der hviler en tung opgave på Frederiksbergs unge borgmester Simon Aggesen (K), der er tiltrådt i løbet af valgperioden. Den er lige så enkel, som den kan blive svær: Behold magten. Danmarks arealmæssigt mindste kommune har været en konservativ-grøn ø i et rødt hav siden 1909. Om det fortsætter sådan, afhænger i høj grad af vælgerens syn på borgmesterens ind- og fraflytning, som fik Aggesen på forsiden af tabloidaviserne. Det er uklart, om noget var ulovligt, men nogle vælgere vil formentlig rynke på næsen af, at en borgmester betaler en hidtidig beboer for at flytte til en lejlighed, vedkommende ikke havde råd til. Læg dertil, at vælgerne på Frederiksberg ikke er så borgerlige, som Det Konservative Folkeparti kunne ønske sig det. Ved sidste valg var et systemskifte få hundrede stemmer fra at blive virkelighed. Sker det, bliver Michael Vindfeldt (S) formentlig ny borgmester.
Eksministrenes kamp
Kolding: Vil koldingenserne helst have tidligere udenrigsminister og eks-partiformand Villy Søvndal (SF), der har boet i Kolding i årevis – eller er de mere til tidligere fødevareminister med mere Eva Kjer Hansen (V), der for nylig har revet teltpælene op og er flyttet til byen? Indrømmet, der er selvfølgelig andre borgmesterkandidater, men når alt kommer til alt, er det de to kendisser, der set udefra gør KV21 i Kolding rigtig spændende. Byens populære borgmester Jørn Pedersen (V) genopstiller ikke, og dermed er 12.000 personlige stemmer i spil i byen, der, før Venstre kom til magten, var socialdemokratisk ledet i årtier. Socialdemokratiets spidskandidat hedder Birgitte Munk Grunnet. Ligesom de to kendte topkandidater sidder hun ikke i byrådet i dag.