10-års plan for psykiatrien skal sætte menneskers hele liv i centrum
Mennesker med psykisk sygdom skal opleve livskvalitet på lige fod med alle andre, og menneskers hele liv skal sættes i centrum. Dét bør være afsættet for arbejdet med den 10-års plan for psykiatrien, som regeringen arbejder på netop nu.
I KL har vi klare ambitioner for socialpsykiatrien: Flere mennesker med psykisk sygdom skal have en uddannelse ud over grundskolen, og flere skal hjælpes til at forsørge sig selv. Flere skal have støtte til et liv i egen bolig fremfor på et botilbud. Mennesker med både psykisk og somatisk sygdom skal modtage en hjælp, der adresserer alle deres problemstillinger. Og mennesker, der har brug for et botilbud, skal have de bedste rammer og støtte til at leve deres liv.
Børn og unge skal tilbydes hjælp og støtte, inden deres problemer vokser sig så store, at de har behov for specialiseret hjælp. Derfor bør udvidelsen af den eksisterende psykologordning til børn og unge ske i regi af den kommunale indsats, så der sikres nem adgang i nærmiljøet til lettere behandling for psykiske vanskeligheder.
Udviklingen i befolkningens mentale helbred er de seneste år gået den forkerte vej: flere voksne kæmper med psykiske vanskeligheder, og flere oplever samtidig med den psykiske problemstilling massive sociale problemer, sundhedsproblemer, misbrug m.m. Det mærker vi i kommunerne, hvor 5.000 flere voksne modtog kommunale bo- og bostøttetilbud i 2018 i sammenlignet med i 2015. Også blandt børn og unge ses en markant stigning i, hvor mange der får en psykiatrisk diagnose eller oplever mental mistrivsel. For eksempel er antallet af børn og unge fra 0-17-årige med ADHD, autisme, angst og andre diagnoser steget med over 50 procent fra 2009 til 2019.
Skal kommunerne kunne følge med denne udvikling, er der brug for større kapacitet i form af flere hænder og kompetencer i kommunerne. Med andre ord – et gedigent løft af den kommunale socialpsykiatri og af de kommunale indsatser til børn og unge. Men det kræver en bevidst prioritering fra regeringens side.
I den kommende tid har vi fra KL’s side derfor opmærksomheden stift rettet mod, at regeringen og Folketinget med 10-års planen for psykiatrien investerer i den kommunale socialpsykiatri til voksne og i den kommunale indsats til børn og unge med psykisk mistrivsel. Det er nødvendigt, hvis kommunerne skal kunne opruste den del af indsatsen, der foregår dér, hvor borgerne opholder sig størstedelen af tiden; nemlig i deres hjem og lokalsamfund.
I kommunerne er vi klar til at løfte opgaven, hvis forudsætningerne kommer på plads. Vi har derfor store forventninger til regeringens kommende 10-års plan for psykiatrien. •