
Tønder skal have ny kommunaldirektør
tekst Mads Brandsen
Tønders borgmester Henrik Frandsen (Tønder Listen) skal på jagt efter en ny kommunaldirektør.
Efter at have arbejdet i kommunen i omkring 20 år har Klaus Liestmann nemlig besluttet sig for at søge nye udfordringer, når hans kontrakt udløber 31. maj næste år.
Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse fredag.
– Jeg er glad for min tid i Tønder Kommune og er utroligt stolt over at have fået muligheden for stå i spidsen for den samlede organisation. Men jeg føler, at tiden er kommet til at søge nye udfordringer, siger Klaus Liestmann.
Samtidig giver Henrik Frandsen udtryk for sin ærgrelse over beslutningen:
– Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg ærgrer mig over, at Klaus Liestmann har valgt at søge nye udfordringer. Både som kommunaldirektør, og inden det som direktør i fagforvaltningerne, har det været en fornøjelse at arbejde sammen med Klaus, der altid har arbejdet loyalt for at føre kommunalbestyrelsens beslutninger ud i livet, siger Henrik Frandsen.
Klaus Liestmann har været kommunaldirektør i Tønder siden 2016 og var før det direktør for børn-, skole-, kultur- og fritidsforvaltningen samt for social-, arbejdsmarkeds- og sundhedsforvaltningen. mbdr@kl.dk