
Frederiksberg udvider nødpasningen: Nu er der døgnåbent
tekst Mads Brandsen
Frederiksberg Kommune udvider nu nødpasningen, så familier, hvor forældrene arbejder i kritiske funktioner på skæve tidspunkter lettere kan få børnene passet.
Det oplyser Frederiksberg Kommune i en pressemeddelelse.
– De løser en meget vigtig samfundsopgave, og de skal naturligvis også kunne få deres børn passet, mens de er på arbejde. Derfor udvider vi nu vores nødpasning og holder åbent hele døgnet alle ugens syv dage, siger borgmester Simon Aggesen (K).
Pasningen gælder primært 0-9-årige børn af medarbejdere i kritiske funktioner, eksempelvis i sundhedsvæsenet, hvor øvrige pasningsmuligheder ikke har været mulige. Nødpasningen foregår i en enkelt af kommunens daginstitutioner, Børneambassaden. Børn i skolealderen vil også kunne benytte tilbuddet, hvis de har brug for pasning uden for skolernes åbningstid.
Også i Kolding Kommune har man udvidet nødpasningen – dog i første omgang kun til weekender og helligdage. mdbr@kl.dk