
Vil droppe afgifter for udeservering
tekst Amalie Frøkjær-Rubbås
Restaurationerne er hårdt pressede på indtjeningen under coronakrisen. Mange cafeer og restauranter kan ikke holde åbent, mens andre må nøjes med den indtjening, de kan få fra take-away.
Flere af landets kommuner har meldt ud, at de agter at give økonomisk støtte til erhvervslivet herunder restauranter og beværtninger. Esbjerg overvejer nu at tage et skridt videre ved at undlade at opkræve den afgift, restaurationerne betaler for udeservering. Det skriver Jydske Vestkysten.
Regningerne skulle normalt gå ud ved denne tid på året, men borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) har bedt forvaltningen vente, og mandag skal politikerne i økonomiudvalget tage stilling til, om man helt dropper opkrævningerne for udeservering i år.
– Det drejer sig om nogle få hundredetusinde kroner, vi i givet fald skal give afkald på. Det er selvfølgelig en dråbe i havet for et erhverv, der er i krise. Men det hele handler om at forsøge at gøre, hvad vi kan i den helt usædvanlige situation, landet og verden står i, så vi kan yde et bidrag til at holde hjulene i gang, siger Jesper Frost Rasmussen til Jydske Vestkysten.
I Aarhus har rådmand for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek (V), meldt ud, at udeserveringsafgiften for caféer og restaurant ikke bliver opkrævet i den kommende tid.
– Vi skal alle udvise hensyn og hjælpe til i en svær tid. Det er særligt de små virksomheder, de handlende og restaurationerne, der kommer til at betale prisen for de tiltag, som vi tager for at bremse udbredelsen af coronavirus. Det skal vi hjælpe med at afbøde så godt som muligt, udtaler han i en pressemeddelelse.
Kommunale afgifter for udeservering findes hovedsageligt i de større kommuner. Ifølge Horesta opkræver 17 af landets kommuner afgifter for udeservering. masp@kl.dk