
Erhvervshuse står klar til at hjælpe virksomheder
tekst Amalie Frøkjær-Rubbås
Erhvervsstyrelsen er sat under hårdt pres af coronakrisen, der hastigt er ved at blive en økonomisk krise i lige så høj grad, som den er en sundhedskrise. Regeringen har iværksat flere hjælpepakker, der skal hjælpe virksomheder godt gennem krisen. Det giver ekstra arbejde til medarbejderne i Erhvervsstyrelsen, som skal svare på langt flere henvendelser end sædvanligt fra virksomheder.
Derfor har Erhvervsstyrelsen bedt de seks tværkommunale erhvervshuse om at bistå med opgaven. Det er nu, de kun godt et år gamle tværkommunale erhvervshuse virkelig skal stå deres prøve.
– Virksomhederne kan få den samme vejledning om brug af støtteordningerne og krisepakkerne i erhvervshusene, som de kan få hos styrelsen. Og de seks erhvervshuse er fordelt over 12 lokationer over hele landet, så de kan i mange tilfælde give en mere detaljeret vejledning, som passer til de lokale forhold, siger Karoline Amalie Steen, der er kontorchef i KL.
Tirsdag bliver medarbejderne i erhvervshusene vejledt i de nye støtteordninger og krisepakker gennem et webinar. Derefter står de klar til at rådgive virksomhederne. masp@kl.dk