
Samarbejde savnes i Slagelse
tekst Mads Brandsen
Mødet i Slagelse Byråd i februar skiller sig ud fra de seneste møder, man kan se på kommunens hjemmeside. Det varede nemlig under to timer. Det er ikke ualmindeligt, at møderne varer over tre timer – og tonen blandt de 31 byrådsmedlemmer er alt andet end fredsommelig.
Otte af dem har svaret på Nyhedsmagasinet Danske Kommuners undersøgelse, og i gennemsnit vurderer de byrådets konfliktniveau til 81,87 på en skala fra 1 til 100, hvor 100 er maksimal konflikt. Det gør Slagelse Byråd til landets mest konfliktfyldte.
En af dem, der har svaret, er byrådsmedlem Ann Sibbern (DF).
– Klimaet er dårligt mellem oppositionen og flertallet – både mellem partier og enkeltpersoner. Dette overskygger den fremtidige udvikling af kommunen og det egentlige politiske arbejde til gavn for kommunens borgere, siger hun.
Hun er ikke i tvivl om, at det dårlige klima i byrådet har rødder langt tilbage – også længere end sidste valgperiode, hvor borgmesteren hed Stén Knuth (V). Nu hedder bæltbyens førstemand John Dyrby Paulsen (S).
Smed de borgerlige ud
Han regerer i dag på det smallest mulige flertal: Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Liberal Alliance. Oprindeligt var også Venstre, Radikale og Dansk Folkeparti med i konstitueringen, hvilket gav dem flere udvalgsformandsposter.
Men i 2018 opsagde flertallet aftalen og omkonstituerede sig, hvorefter de borgerlige truede med retssag. Den blev senere droppet, men det har sat sig spor.
– Jeg oplever en betydelig surhed over, det skete. Men de borgerlige partier må også kigge sig selv i øjnene, for der er en grund til, at vi opsagde aftalen, lyder det i dag fra John Dyrby Paulsen.
Omvendt oplever Christopher Trung (V), at han er blevet kaldt ”amatørjurist” af en byrådskollega, fordi han påpegede en fejl. Det ærgrer ham.
– Jeg tror, vi som byråd kunne opnå meget mere, hvis der herskede en kultur, hvor alle gik mere op i, hvad der bliver sagt, end i hvem der siger det. Jeg savner saglighed og ordentlighed, og at jeg ikke skal stå model til personlige bemærkninger.
Ann Sibbern peger på, at mange afstemninger i byrådssalen afgøres 16-15. Det bekymrer hende.
– Vi forsøger i Dansk Folkeparti at finde nogle brede løsninger, og det vil vi bestræbe os på også i næste valgperiode, uanset hvem der måtte blive valgt, siger hun.
Borgmester John Dyrby Paulsen kan ikke helt genkende det billede.
– Jeg synes ikke, vi er uenige i ret mange sager. Jeg synes heller ikke, vi kaster så mange knive efter hinanden, som andre siger. Men jeg må notere mig, at det er deres opfattelse. Jeg må så også bare sige, at jeg hellere vil lave noget med 16 end ikke at lave noget som helst med 31, siger han og fortsætter:
– Vi skal håndtere vores uenighed på en ordentlig måde, og derfor vil jeg tage det op på det førstkommende økonomiudvalgsmøde, hvor alle partier er til stede, siger han. • mdbr@kl.dk, jki@kl.dk
##ContentBoxStart##256671##ContentBoxEnd##
YDERLIGERE MATERIALE
-
PDF
Dk-6-side-16-17.pdf