
Kommuner efterlyser sundhedsfaglige pensionister og ledige: Behov for flere hænder kan opstå
tekst Jon Kirketerp Jørgensen
Landet over forbereder kommuner sig på mangel på sundhedsfagligt personale under coronakrisen. Derfor har en række kommuner efterlyst mere sundhedsfagligt personale, som de kan organisere i beredskaber, hvis der opstår personalemangel, efterhånden som krisen udvikler sig.
En af de kommuner er Kalundborg Kommune. De oprettede fredag eftermiddag et opslag på Facebook, hvor de efterlyste sygeplejersker, assistenter og social- og sundhedshjælpere, der har lyst til at stå til rådighed. Det fortæller områdeleder i Kalundborg Kommune Karin Gergelyffy.
– På baggrund af opslaget har vi fundet 30 personer, og med en mere håndholdt indsats, hvor teamledere havde nyligt pensionerede kolleger i erindring, har vi fundet 20 mere. Så vi har nu 50 personer i beredskabet, som vi kan aktivere, hvis det bliver nødvendigt, siger Karin Gergelyffy.
Artiklen fortsætter under billedet.
##ContentBoxStart##256791##ContentBoxEnd##
Omkring 15 af personerne i beredskabet er sygeplejersker, mens omkring 15 er assistenter. Resten er social- og sundhedshjælpere, studerende og nogle enkelte pædagoger med sundhedsfaglige kompetencer.
Kalundborg Kommune har endnu ikke brug for beredskabet, og Karin Gergelyffy har svært ved at spå om, hvornår de får brug for dem.
– Det kommer helt an på, hvordan situationen udvikler sig. Hvis flere af vores borgere bliver syge, eller hvis personalet bliver ramt af sygdom, så kan vi få brug for dem. Lige nu har vi gjort omkring 25-30 procent af beredskabet klart ved at få ansættelsesretlige forhold og arbejdstidsforhold på plads, ligesom de er blevet oprettet i vores it-systemer. Så dem kan vi aktivere med kort varsel, hvis vi får brug for det, siger hun.
Med 50 personer i den sundhedsfaglige reserve er Kalundborg Kommune "godt hjulpet på vej", siger Karin Gergelyffy, der dog understreger, at der stadig kan blive behov for flere hænder. Derfor opfordrer Kalundborg Kommune stadig sundhedsfagligt personale til at melde sig til beredskabet.
Flere kommuner søger
De fem regioner var allerede tidligt i sidste uge på banen med såkaldte jobbanker, hvor de samler sundhedsfagligt personale i en reserve, som kan indkaldes ved behov. I slutningen af sidste uge og i løbet af de sidste par dage har flere kommuner fulgt trop med efterlysninger.
I Halsnæs Kommune opfordrer borgmester Steffen Jensen (S) på sin facebookside sundhedsfagligt personale til at melde sig på banen.
##ContentBoxStart##256789##ContentBoxEnd##
Også i Middelfart Kommune, hvor der ikke er et akut behov, men muligvis brug for hjælp på sigt, er kommunen ude med en opfordring til ledige hænder.
##ContentBoxStart##256790##ContentBoxEnd##
John Schmidt Andersen (V), der er borgmester i Frederikssund Kommune, skriver, at kommunen med opslag på de sociale medier og breve til tidligere ansatte, leder efter frie hænder, hvis der opstår et behov. jki@kl.dk
##ContentBoxStart##256792##ContentBoxEnd##