Det er blevet svært at være patient
tekst Gitte Johansen
En aftale på hjerteambulatoriet i Holbæk om mandagen. Blodprøve i Kalundborg Sundhedshus på onsdag. Ringe til egen læge om prøveresultater på fredag. Og et besøg på parkinsonklinikken på Bispebjerg Hospital i næste uge.
Det er ikke den rene badeferie at være ældre patient med flere kroniske sygdomme.
##ContentBoxStart##256652##ContentBoxEnd##
– Med de nye supersygehuse har vi skabt et sundhedsvæsen, som er så specialiseret, at vores ældste borgere ikke har en chance for at få holde styr på alle deres kroniske sygdomme og mange aftaler i sundhedsvæsenet. De får den ene indkaldelse til kontrol og opfølgning efter den anden og har ofte helt mistet overblikket, siger Stine Petersen.
Stine Petersen er hjemmesygeplejerske i Kalundborg Kommune og sammen med sin kollega Stephanie Funder fra Plejecenter Jernholtparken afsluttede hun i december sidste år den nye overbygning i borgernær sygepleje. Et nyt speciale, som skal ruste kommunalt ansatte sygeplejersker til de mange nye opgaver, som er blevet en del af livet som kommunal sygeplejerske.
– I dag bruger vi en meget lille del af vores arbejdsdag på traditionelle sygeplejeopgaver som at give medicin og behandle sår. Det meste af vores arbejdsdag går med koordinering. Vi taler med egen læge, koordinerer aftalerne på de forskellige sygehuse og sørger for, at der bliver fulgt op på de blodprøver, der blev taget i sidste uge. Svaret ligger måske inde på sundhed.dk, men hvis egen læge er på vinterferie, er der ingen, som ser det, siger Stephanie Funder.
Med et siloopdelt sundhedsvæsen, hvor hver sygdom behandles for sig, har de kommunale sygeplejersker i høj grad brug for nye organisatoriske kompetencer, når de skal skabe sammenhængende forløb på tværs af sektorer.
– Vi får i stigende grad rollen som tovholder. De forskellige afdelinger på sygehusene taler ikke sammen. Sygehuset taler ikke med kommunen. Vi har hvert vores it-system, og den praktiserende læge har måske valgt et helt tredje. Det er hovedrystende dumt. Vi gør vores bedste for at skabe sammenhæng i de ældres behandlingsforløb, men det er møgbesværligt at være patient i dag, siger Stine Petersen.
Langt til alting
Specialiseringen tog fart i 2007, da regionerne vedtog en ny sygehusstruktur, som skar antallet af akutmodtagelser ned fra de daværende 40 til 21, og samtidig lukkede en stribe mindre sygehuse. For borgerne i Kalundborg betød udviklingen, at deres lokale sygehus lukkede i 2011. I dag er sygehuset erstattet af et sundhedscenter. Men skal man tilses af en specialist, skal man ind til et af de store sygehuse.
– Vi vil alle sammen gerne ses af specialister, men man glemte hele optagelandet, da man planlagde de nye sygehuse. Herude på Røsnæs er der sindssygt langt til alt. Vi får flere og flere rigtig gamle mennesker, som lever med flere kroniske sygdomme, og når de skal ses af en specialist, er det en heldagsudflugt, siger Stine Petersen.
##ContentBoxStart##256653##ContentBoxEnd##
For de ældre på Røsnæs, hvor Stine Petersen har sit distrikt, er der 57 kilometer til nærmeste sygehus i Holbæk, mens der er 112 kilometer til København, hvis de for eksempel skal have stråler som del af en kræftbehandling.
– De sidder klar i overtøjet mindst en halv time, før de skal afsted, og venter på flexbussen, som skal sætte seks andre af på vejen. Når de skal hjem, sidder de og venter igen. Det tager ofte en hel dag fra 10 om formiddagen til 17 om eftermiddagen, når de skal til en 10-minutters kontrol i Holbæk. Nogle gange tror jeg, de har glemt deres aftale med vilje, fordi de simpelthen ikke kan overskue det, siger Stine Petersen.
Gammel og træt
De allermest skrøbelige og sårbare ældre har simpelthen ikke overskud til de mange lange ture. I de situationer bliver opgaven for sygeplejerskerne at prioritere mellem de mange tilbud om kontrol og opfølgning.
– Vores ældre på plejecentret er så skrøbelige, at en tur til sygehuset næsten kan tage livet af dem. Måske bliver de så udmattede, at de glemmer at spise eller så utrygge, at de ikke kan sove. Derfor vælger vi i nogle tilfælde, i samråd med de pårørende og den praktiserende læge, at sige nej tak til de mange kontrolbesøg på sygehuset og lader i stedet vores faste læge følge op på deres diabetes eller KOL, forklarer Stephanie Funder.
De praktiserende læger er sygeplejerskernes nærmeste samarbejdspartnere. På plejecenteret er Stephanie Funder lykkelig over at have en fast plejehjemslæge, mens Stine Petersen som hjemmesygeplejerske oplever, at også udviklingen i almen praksis har gjort livet mere besværligt for de ældre.
– Vores borgere kommer ikke længere ned til en læge, de har haft i 30 år, og som ved alt om dem. Mange steder er det en regionsklinik eller et lægehus med flere læger. Samtidig er de praktiserende læger vildt pressede. De har mange patienter og kan ikke huske dem alle sammen, som de kunne i gamle dage, siger Stine Petersen.
Presset sundhedsvæsen
I januar i år viste en rundspørge fra KL’s nyhedsbrev Momentum, at otte ud af 10 kommuner oplever et pres for at overtage nye eller flere behandlingsopgaver fra sygehusene. En udvikling, som sygeplejerskerne også oplever i Kalundborg Kommune.
– Vi mærker et presset sundhedsvæsen, som har behov for, at vi trækker meget mere ud i primær sektor, end vi gjorde før. Vi løser mange opgaver, som tidligere lå på sygehusene, og det er mere komplekse opgaver, der skal løses i hjemmet. I dag er det for eksempel helt naturligt at give iv-behandling i hjemmet, siger Stephanie Funder.
Samtidig er den gennemsnitlige indlæggelsestid faldet voldsomt, og Danmark har i dag en af Europas laveste indlæggelsestider. Næsten hver tredje patient, der bliver indlagt, når end ikke at overnatte i hospitalssengen.
– De ældre bliver udskrevet, inden de er færdigbehandlede. De har antibiotika med hjem til en uge, og derefter skal der følges op. Men der er jo nogen, som skal bestille en tid til blodprøve hos lægen og sørge for transport. Og efter blodprøven skal der skal være nogen, som reagerer på de svar, der kommer tilbage. De ældre har brug for, at der er nogen, som hjælper dem med at få skabt overblik, hvis de skal have den rigtige behandling, forklarer Stephanie Funder.
It er en by i Rusland
Den digitale udvikling har heller ikke gjort livet som patient lettere for de ældste borgere. Det forventes i dag, at patienterne selv tjekker op på blodprøvesvar på sundhed.dk, læser mail fra egen lægen og tjekker e-Boksen for indkaldelser fra sygehuset.
– Men de ældste er hægtet helt af alt det digitale. Det med at gå ind på sundhed.dk er en by i Rusland. De er ikke vokset op med iPads og computere, og mange af dem aner ikke, hvordan de skal bruge det. De har måske nok NemID, men det er de pårørende, som tjekker deres e-Boks, siger Stephanie Funder.
Og selvom de næste generationer af ældre formentlig vil have lettere ved det digitale, så forudser Stine Petersen, at de ældste stadig vil få brug for en hjælpende hånd.
– Når vi bliver rigtig gamle, får de fleste af os forskellige udfordringer. Det er ikke nødvendigvis en demens, men blot et aldersbetinget svigt af vores kognitive funktioner, forklarer Stine Petersen.
##ContentBoxStart##256654##ContentBoxEnd##
Når lægen har ferie
##ContentBoxStart##256655##ContentBoxEnd##
I Kalundborg blev fem sygeplejersker færdiguddannet i borgernær sygepleje i december, mens fire er meldt til det nye hold og vil være færdiguddannede til juni. For de to kollegaer er der ingen tvivl om, at den nye uddannelse er en stor gevinst personligt, men også for prestigen omkring jobbet som primærsygeplejeske.
– Uddannelsen har givet en stor personlig udvikling. Samtidig betyder specialet en anerkendelse af, hvor dygtig du rent faktisk skal være som hjemmesygeplejerske. Vi er ikke eksperter i et speciale, men vi skal vide lidt om alting. På hospitalerne er der altid en læge, du kan kalde på. Herude er vi nogle gange nødt til at handle først og spørge lægen bagefter, siger Stephanie Funder.
På uddannelsen har de fået ny viden om blandt andet psykiatri, demens og forebyggelse, men vigtigst af alt har de fået et bedre overblik over sundhedsvæsenet.
– Vi har fået en langt større forståelse for hele organiseringen af sygehusvæsenet og er derfor bedre i stand til at skabe sammenhæng for vores ældre borgere. De gamle kan ikke selv slå i bordet, og ofte bliver vi deres gennemslagskraft, når vi skal have sygehuset eller lægen til at lægge en holdbar plan for deres behandling, siger Stephanie Funder.
I uddannelsen har sygeplejerskerne også været i praktik på enten sygehus eller almen praksis, og det har givet dem en knivskarp fornemmelse af, hvor let patienterne forsvinder i sundhedsvæsenets berygtede bermudatrekant.
– I løbet af uddannelsen blev vi også mere og mere frustrerede, fordi vi blev mere og mere opmærksomme på, hvor komplekst systemet er. Vi er blevet meget bevidste om, at patienterne selv skal have hånd i hanke med deres forløb. De skal selv tjekke, om der er kommet svar, og spørge til, hvor indkaldelsen til kontrol bliver af, hvis den er forsvundet i systemet. Det er de færreste 93-årige, som magter den opgave, og derfor har de brug for os, siger Stine Petersen. • gij@kl.dk