Når høringerne kører af sporet

Alt for tit går det galt, når Greve sender en plan i høring, oplever borgmesteren. Andre steder i landet gør man det lidt anderledes – og det kan være noget af det, der skal til, påpeger en forsker.

tekst Mads Brandsen

På den ene side er høringen en gylden mulighed for borgere for at komme med deres bidrag til udviklingen i kommunen. På den anden side er der også tale om en proces, der primært gennemføres, fordi kommunen skal. Og måske er metoden helt håbløs anno 2020? 

Det er Greves borgmester, Pernille Beckmann (V), i hvert fald tilbøjelig til at mene. Hun kan berette om talrige eksempler på høringsprocesser, der er kørt af sporet. 

– Der går ikke ret længe, fra vi har indrykket en annonce i lokalavisen, før fem borgere går helt i selvsving. Borgere, der er imod enhver forandring. Samtidig hører vi aldrig fra dem, der synes, at alt er fint. Ofte ved borgerne heller ikke, hvad der allerede står i lokalplanen i dag, siger hun. 

Når høringsprocessen kører af sporet, sker det også gerne med hjælp fra et byrådsmedlem.

– Der er altid et byrådsmedlem, der gerne vil markere sig. Enten en fra samme område eller en, der bare gerne vil have vind i sejlene. Man står ikke sammen mere politisk, som man gjorde engang, lyder det fra Pernille Beckmann. 

Det ærgrer hende. For udover at byrådsmedlemmerne i mange tilfælde bruger meget tid på en sag, så slider det også på de interne relationer mellem politikerne.

– Når vi har nye høringer efter sommerferien, må vi tænke os om, i forhold til hvordan vi kan gøre det bedre. Det tager for lang tid, også for administrationen. Og så skaber det store skel mellem politikerne og borgerne – et ”dem” og ”os”. Men vi politikere er altså også bare borgere, siger hun. 

Borgermøder er tilløbsstykker

I Silkeborg kender formanden for vej- og planudvalget, Hans Okholm (SF), udmærket til udfordringerne ved eksempelvis en ny lokalplan. Det er en kompleks omgang, og det kan man ikke forvente, at borgerne kan forholde sig til, siger han.

– Vi har en fælles politisk forståelse om, at vi holder et offentligt møde, når vi ændrer en lokalplan, der har væsentlig betydning for et lokalområde. Her fremlægger forvaltningen sagen og dilemmaerne i sagen, og vi politikere drøfter den med borgerne. Det giver en mere kvalificeret debat og nogle langt bedre høringssvar, siger han.

Kommer der andre end Tordenskjolds soldater til møderne?

– Ja, det gør der faktisk. I en enkelt sag var vi nødt til at holde et ekstra borgermøde, fordi der kun var plads til 300 i salen. Senere fik vi 1.200 høringssvar. De 700 var enslydende, men det var jo, hvad det var, lyder det fra Hans Okholm.

Han oplever, at det kræver mere af politikerne i dag, hvis høringsprocessen skal blive en succes.

– Vi skal ud i lokalområderne og tage debatten med borgerne, hvor vi lytter og derefter træffer en beslutning. Jeg har aldrig oplevet, at en lokalplan blev vedtaget uden ændringer. Der kommer altid noget brugbart. Men når vi holder borgermøder, er der ikke nogen, der rejser sig og siger, at det er fint nok alt sammen. Det var der for år tilbage, siger Hans Okholm.

Det er de sociale mediers skyld, mener han. Her foregår der tit en udskamning af borgere med synspunkter, som flertallet ikke bakker op om. Og så indebærer en høring ikke, at man nødvendigvis får det, som man vil have det. 

– Nogle borgere tror fejlagtigt, at det at blive hørt er ensbetydende med, at man får ret. Sådan hænger det altså ikke sammen, siger Hans Okholm.

Den opfattelse møder Jens Christian Golding (S) også fra tid til anden. Han er formand for teknik- og miljøudvalget i Jammerbugt, hvor borgerne også sommetider tror, de har vetoret.

– Det giver noget fnidder-fnadder, vi godt kunne undvære, siger han.

Han og kollegerne tager oftest ud i lokalområdet og mødes med de berørte borgere tidligt i forløbet. Det giver borgerne en bedre forståelse af planen, og det giver både politikere og embedsmænd bedre input.

Det er særligt i sager om vindmøller, at det kører helt skævt. 

– De sager giver altid kæmpe ramaskrig. Her burde vi tænke over, om vi skulle gøre tingene på en anden måde. Vindmøller ender tit i Naturklagenævnet, som er tre-fire år om at behandle sådan en sag. Det er grotesk.

Det har aldrig været nemt

Ifølge professor ved Roskilde Universitet Eva Sørensen, der forsker i borgerinddragelse, har høringen aldrig været nogen nem størrelse at håndtere.

– Det er særligt svært, hvis man ikke får borgerne involveret tidligt nok. Når de bliver bedt om at kommentere på en plan, en strategi eller et tiltag, som de ikke selv har været med til at diskutere og udvikle, reagerer de gerne negativt. Og de finder sig ikke i så meget, som de gjorde engang, siger hun.

Kunsten for politikere og embedsmænd er derfor at inddrage borgerne allerede tidligt i processen. Høringen kan ikke stå alene. 

– Det handler om at skabe et rum, hvor der er plads til samtalen. Det kan være et dialogmøde eller en workshop, før det politiske og administrative niveau går i gang. Det vigtigste er sådan set, at man tænker nøje over, hvad man vil have ud af at inddrage borgerne – og at man husker at tale med dem i alle faser lige fra idé til implementering. 

 Så det med, at man meget sent i processen tænker, at ”nu skal vi have borgerne med”, den er ikke god? 

– Nej, det er farligt, for så er det, borgerne bliver sure. Det er blevet stadigt vigtigere, fordi befolkningen er blevet mere og mere veluddannet siden 1960’erne og har udviklet stor politisk selvtillid. Vi har fået et modstandsdemokrati, hvor borgerne råber højere og højere, men det kan man forebygge ved at tale med borgerne tidligt, siger Eva Sørensen. •  mdbr@kl.dk