Er flere underretninger godt?
tekst Thomas Kokholm Nielsen
Er det godt, at kommunerne modtager flere underretninger om overgreb og bekymringer om mistrivsel blandt børn og unge fra lærere, pædagoger, sagsbehandlere med flere? Eller er antallet af underretninger gået over gevind?
Det er umuligt at give et kort, entydigt svar på de spørgsmål.
Formanden for de kommunale børne- og kulturchefer, Anne Vang, der er direktør i Ballerup Kommune, er i hvert fald forsigtig.
– Jeg vil nødigt sende et budskab om, at lærere og pædagoger skal holde op med at underrette. Men det er væsentligt at afdække behovet for underretninger, siger hun.
Anne Vang mener, det er væsentligt at analysere på forholdet mellem antallet af underretninger og antallet af børnefaglige undersøgelser.
– Set fra et administrationssynspunkt er det interessant. I mange kommuner ser vi faktisk også en stigning i antallet af underretninger, der ikke fører til børnefaglige undersøgelser eller til igangsættelse af indsatser. Det gælder også min egen kommune. Derfor er det bestemt relevant, at vi spørger os selv, om stigningen i antallet af underretninger kun er en god ting. I sin kommune er man nødt til se på, hvordan man kommer ind endnu tidligere, inden der finder en underretning sted, siger Anne Vang.
Fokus på langt flere børn
Den aktuelle debat blev skudt i gang, da Politiken i en artikelserie kunne fortælle, at antallet af underretninger i de grove kategorier – overgreb, omsorgssvigt eller vold i hjemmet – var firedoblet i perioden fra 2015 til 2018, baseret på tal fra Danmarks Statistik. Kommunerne modtog 44.000 underretninger i de alvorlige kategorier i 2018. Talhistorien blev fulgt af en casehistorie fra Fanø Kommune, hvor en tilsyneladende velfungerende familie på baggrund af en underretning, de aldrig har fået nogen forklaring på, var havnet i et ”kafkask” forløb af mistænkeliggørelse og uforståelig sagsbehandling. Fanø Kommune havde efterfølgende beklaget forløbet.
Kigger man nærmere på tallene fra Danmarks Statistik og tager de øvrige kategorier af underretninger om børn og unges trivsel med, fik kommunerne i 2018 i alt 127.182 underretninger i aldersgruppen 0 til 18 år. De øvrige kategorier omhandler ting som fravær i skole, utilstrækkelig omsorg, sundhed, kriminalitet og så videre (se tabel).
Det store tal dækker over, at hvert tredje barn med underretninger har mindst to underretninger om året. I alt omhandler underretningerne derfor 72.511 børn og unge i 2018. Det betyder, at kommunerne er blevet gjort opmærksomme på forhold omkring 15.802 flere børn og unge end i 2015. Det er en stigning på 29 procent.
Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) tolker udviklingen som positiv. For baggrunden er, at man for år tilbage havde en række alvorlige børnesager, der ikke blev fanget i systemet, og derfor skærpede man underretningspligten.
Ministeren refererede til de skælsættende misbrugssager fra blandt andet Tønder, Rebild og Brønderslev, der ændrede perspektivet og førte til Overgrebspakken i 2013. Underretningspligten blev igen skærpet i 2018 i forbindelse med de såkaldte Initiativer mod Parallelsamfund, også kendt som Ghettopakken. Her lavede man en lovændring i straffeloven §157 stk. 2, der gav ”Skærpet straf for ledende medarbejderes pligtforsømmelse i offentlig tjeneste eller hverv”. Det betyder, at en skoleleder eller daginstitutionsleder i stedet for fire måneders fængsel kan få op til et års fængsel, hvis man undlader at underrette om overgreb og mistrivsel hos et barn.
##ContentBoxStart##257940##ContentBoxEnd##
Hellere for meget
Blandt fagfolk i kommunerne er der siden da kommet en øget fokus på børns trivsel og tidlig opsporing af mistrivsel. Den udbredte holdning er, at det er godt, at maskerne i nettet er blevet finere, og man vil hellere have en underretning for meget end en for lidt.
På Christiansborg har Venstres social- og indenrigsordfører Anni Matthiesen imidlertid ytret bekymring for, om der er kommet for mange grundløse underretninger, og at for mange familier rammes af ubegrundede underretninger og deraf følgende granskninger og mistanke. Hun mener, at det bør undersøges.
Som Anne Vang påpeger, kunne man i den forbindelse se på, hvor mange af underretningerne der så rent faktisk fører til foranstaltninger i form af forebyggende indsatser eller børnefaglige undersøgelser efter paragraf 50 i serviceloven. Det findes der bare ikke på nuværende tidspunkt landsdækkende tal for. De enkelte kommuner kender deres egne tal, men de er ikke samlet.
Anne Vang gør opmærksom på, at det stigende antal underretninger skal ses fra flere sider.
– Når man taler om udsatte børn, kan man ikke komme med unuancerede meldinger. På den ene side er det positivt, at der er fokus på udsatte børn, og at der bliver underrettet i tide. Vi har gjort meget i kommunerne for at skærpe personalets opmærksomhed på underretning. De ansatte har været på kurser i, hvornår og hvordan man underretter. Det øger mulighederne for at gøre noget for de udsatte børn, siger Anne Vang.
Hun gør så opmærksom på møntens bagside.
– På den anden side skal man være opmærksom på, at for nogle familier opleves en underretning som konfliktoptrappende. Det er rigtig ærgerligt, særligt hvis det så slet ikke viser sig at være nødvendigt med en børnefaglig undersøgelse. Det er klart, at det optimale er, når der kan sættes indsatser i læringsmiljøet, samtidig med at der sættes ind rundt omkring familien, så problemerne fanges tidligt, og forældrene understøttes i deres forældreevne. Det er jo langt det bedste, når det lykkes, så der slet ikke er brug for at lave en underretning.
Styrk det tværprofessionelle
I perioden fra 2015 til 2018 har der været en stigning i antallet af underretninger fra dagpleje, daginstitution, fritidshjem, klub eller SFO på 28 procent.
Formand for pædagogernes fagforening Elisa Rimpler mener ikke, man kan sige, at der sker for mange underretninger. Hun ser det som udtryk for et stigende fokus på tidlig opsporing.
– Vi er et af verdens rigeste lande, hvor børn burde have det bedste børneliv. Men vi har stadig et stort antal børn, der lever i skyggen og tabes, uden vi opdager, at de er udsat for vold, omsorgssvigt eller overgreb. Det har vi en stor forpligtelse til som omsorgsgivere. Vi skal opdage, når børn mistrives. Med overgrebspakken har vi fået større fokus på de børn, der bliver svigtet, siger Elisa Rimpler.
Hvis man skal lave den tidlige opsporing, så kræver det uddannet pædagogisk personale og ressourcer, mener hun.
– Det kræver uddannelse, og det er en mangelvare i vores dagtilbud, for forholdsvist få har pædagogisk uddannelse. Det kræver, kommunerne er opmærksomme på, hvordan man kan efter- og videreuddanne personalet på det her felt, siger Elisa Rimpler og påpeger, at kun 60 procent af det pædagogiske personale i dagtilbud er uddannede pædagoger.
Ligesom Anne Vang mener hun, at kurser i, hvordan man håndterer og laver underretninger, er væsentligt.
– Jeg hører forvaltningsfolk – direktører og så videre – sige, at der er for mange underretninger. Nej, det handler om at få de rigtige underretninger. Jeg kunne ønske mig en stærkere dialog ude i kommunerne. For eksempel skal der løbende være kurser i, hvordan man skriver den gode underretning. Mange af vores medlemmer føler det frustrerende og underretter igen og igen, fordi de oplever, at der ikke sker noget i en sag. Det kan skabe en dårlig kultur, hvor man underretter mange gange eller måske holder op med at underrette, siger Elisa Rimpler og fortsætter:
– Det er vigtigt i et kommunalt system, at vi taler sammen om, hvad vi hver især har brug for. For eksempel har pædagogerne behov for at vide, om der bliver taget hånd om en sag. Hvis ikke de får den information, så underretter de måske ugen efter, for nu har de set nye eksempler på omsorgssvigt. Hvem gør noget? Omvendt kan socialrådgiveren sige ”Jeg forstår simpelthen ikke det, der står i den her underretning fra pædagogen”.
Hun ser det som helt centralt, at samarbejdet optimeres.
– Når man nu ved, at det specialiserede socialområde koster kommunerne mange penge, så er det godt at have fokus på, hvordan man kan få mere for de samme ressourcer. Det tværprofessionelle fungerer godt i nogle kommuner – i andre ikke så godt. Man skal have mere af det, nogle kommuner gør for at forebygge: De visiterer tidligt familier, der har det svært til forebyggende projekter; de har samarbejde mellem pædagoger og sundhedsplejersker om hvordan man sammen understøtter familiernes forældreevne. Der er også kommuner, der har den fremskudte indsats, hvor socialrådgivere og psykologer er tilgængelige helt ude i daginstitutionen. Det er en rigtig god ide, siger Elisa Rimpler.
##ContentBoxStart##257941##ContentBoxEnd##
Socialrådgiveren med i skole
I Danmarks Lærerforening kan formand for undervisningsudvalget Regitze Flannov i vid udstrækning skrive under på de erfaringer og ønsker, BUPL’s formand giver udtryk for.
– Det er en typisk anke fra lærere, at det kan være svært at holde sig orienteret om, hvor en underretning bliver af. Hvornår sker der noget? Sagen ligger i forvaltningen, og der er forvaltningsret og tavshedspligt og så videre, der skal tages hensyn til. Men for læreren kan det være frustrerende, hvis man ikke ved, om sagen er grebet. Læreren ser jo barnet hver dag i en eller anden problematisk livssituation, siger Regitze Flannov.
– Tænk, hvis alle havde adgang til en socialrådgiver ude på skolen. Der var engang, man havde en socialrådgiver og en sundhedsplejerske ude på skolen og let adkomst til PPR-rådgivere og psykolog endda. Så ville man hurtigt kunne vende tingene med relevante fagpersoner. Men i nogle kommuner er der langt til fagfolkene i forvaltningen, siger Regitze Flannov.
Noget tyder dog på, at lærernes og pædagogernes ønsker mange steder er blevet hørt eller er ved at blive det.
– Mange kommuner arbejder henimod, at socialrådgiveren skal spille en større rolle og ansætter skole- og dagtilbudssocialrådgivere, siger næstformand i Dansk Socialrådgiverforening Ditte Brøndum.
En opgørelse foretaget af Socialrådgivernes Faggruppe af skole- og dagtilbudssocialrådgivere og Professionshøjskolen Metropol i 2016 viste, at 68 kommuner havde en eller anden form for skole- og dagtilbudssocialrådgiverordning. I cirka halvdelen af de kommuner er der tale om fuldtidsansatte socialrådgivere i funktionen – altså hvor ordningen udgør en form for specialistfunktion. I den anden halvdel af kommunerne indgå ordningen som en deltidsfunktion ved siden af en almen myndighedsfunktion i familieafdelingen.
– Der er gode resultater i alle de kommuner, der har skole- og dagtilbudssocialrådgivere. De har den socialfaglige viden og kan rådgive lærere og pædagoger. Det skaber større tryghed, og man kan kvalificere indholdet i underretningerne, så det bliver bedre for forældre, barn, pædagoger og lærer, siger Ditte Brøndum.
Hun påpeger, at det ikke er givet, at lærere og pædagoger nødvendigvis har fornemmelse for, hvad man har brug for at vide i familieafdelingen i forvaltningen.
– Socialrådgiveren kan også hjælpe med til en rundbordssamtale, hvor alle parter er tilstede. Det skaber en gennemsigtighed i forhold til det, der sker. Man hører ofte fra forældrene, at der er utryghed forbundet med ikke rigtigt at vide, hvem der siger hvad og hvorfor. Det er en god ide, at lade forældre være med i så meget som muligt. Når det handler om overgreb, er det en anden sag, der gælder andre regler, siger Ditte Brøndum.
Hun påpeger desuden, at man skal huske historikken, når man taler om, hvorvidt der er for mange underretninger.
– Man havde haft nogle grimme sager, og man var usikker på, om man fik fat i dem fremover. Der var behov for en stigning i underretningerne. At der også er et stigende antal underretninger, der ikke fører til sager, kan tolkes på forskellig vis. Som sagt spiller socialrådgiverne for eksempel en større rolle i mange kommuner. Måske har der været flere samtaler med familien, så der ikke er brug for yderligere tiltag. Det kan man ikke se af tallene. Vi kan på baggrund af de nuværende tal og data, ikke sige noget om, hvorvidt der er for mange underretninger, mener Ditte Brøndum. • tkn@kl.dk