
Borgmester afløser borgmester i toppen af Team Danmark-bestyrelse
tekst Jon Kirketerp Jørgensen
Lars Krarup (V), borgmester i Herning, er udpeget som ny formand for Team Danmarks bestyrelse. Det skriver organisationen i en pressemeddelelse, efter kulturminister Joy Mogensen (S) har udpeget ham til posten.
– Jeg glæder mig over kulturministerens tillid og ser meget frem til igen at samarbejdet med de mange aktører i idrættens verden. Et krydsfelt jeg værdsatte at arbejde i, da jeg var formand for Sport Event Denmark. Arbejdet med at skabe bedst mulige vilkår, herunder arbejdsvilkår, for idrætsudøverne bliver spændende, og jeg vil gøre mit til, at Team Danmarks gode resultater fortsætter og videreudvikles, siger Lars Krarup.
Kulturminister Joy Mogensen siger, at den nye bestyrelse skal have fokus på atleternes trivsel.
– Jeg er sikker på, at Lars Krarup som formand med sikker hånd vil fortsætte det gode arbejde, Team Danmark allerede gør for vores eliteidræt herhjemme og i udlandet. Sammen med Sara Slott Petersen og Susanne Ward, der nu begge er repræsenteret i bestyrelsen, bliver Team Danmarks fokus på atleternes trivsel oprustet. Det er vigtigt, vi passer godt på vores dygtige eliteudøvere, siger kulturministeren.
Formandsposten er ledig, fordi den tidligere formand Frank Jensen (S), overborgmester i København, ikke kan genudpeges efter otte år på posten. Han får følgende afskedssalut med på vejen af Team Danmarks direktør.
– Frank Jensen fortjener en meget stor tak og anerkendelse for sit store bidrag til dansk eliteidræt de sidste otte år. Med Frank Jensen i spidsen er det lykkedes at rykke dansk eliteidræt markant, og han har blandt andet været med til at sikre stor opbakning til Team Danmarks arbejde for de danske atleter fra mange aktører i og uden for idrættens verden. Frank Jensen har haft en nøglerolle i forhold til Team Danmarks samarbejde med Salling Fondene og Novo Nordisk Fonden, som er centrale for udviklingen af dansk eliteidræt, siger direktør Lone Hansen.
Den nye bestyrelse tiltræder den 1. juni og består ud over formand Lars Krarup af Susanne Ward, tidligere elitesejler og medlem af Aktivkomiteen, Sara Slott Petersen, elite hækkeløber, Poul Sand, erhvervsmand samt bestyrelsesmedlem, Flemming Knudsen, medlem af DIF’s bestyrelse, Lykke Friis, direktør hos Tænketanken EUROPA, Kenneth Kruse Larsen, studielektor ved Aalborg Universitet, og Anne Engdal Stig Christensen, administrerende direktør for TV 2
Kulturministeren og Danmarks Idrætsforbund udpeger hver fire medlemmer af Team Danmarks bestyrelse. jki@kl.dk