
KL-formand: Stadig vanskelige forhandlinger forude
tekst Jon Kirketerp Jørgensen
Regeringen og KL forhandler i disse dage om kommunernes økonomi næste år. Senest mødtes parterne til forhandlinger i går mandag. Og selvom KL-formand Jacob Bundsgaard (S) er optimistisk, så er der stadig hurdler, der skal overstås, inden parterne kan lukke aftalen.
– Der er stadig et stykke vej endnu, og der er også nogle ting, som vi ikke er nået til at drøfte endnu, som jeg forventer bliver vanskelige. Men sammenlignet med nogle af de tidligere år, så er der en nøgternhed i disse forhandlinger, som gør, at jeg har en god fornemmelse af, at vi kan nå hinanden. Nu klør vi på i overmorgen (torsdag, red.) med forhandlinger uden bagkant, og så håber jeg, at vi kan nå meget langt. Og forhåbentlig helt i mål, siger Jacob Bundsgaard.
Hvad skiller jer i forhandlingerne?
– Det er i høj grad økonomien, der bliver det springende punkt. Det samlede løft af servicerammen og også vores anlægsramme i kommunerne, som jo er noget af det, der kan være vores bidrag til at få skubbet gang i dansk økonomi igen. Der har vi jo en fælles interesse, siger Jacob Bundsgaard.
Både KL og regeringen var inden første forhandlingsmøde enige om, at der skal findes penge til at dække de stigende udgifter til flere børn og flere ældre. Den regning opgør begge parter til i omegnen af en milliard kroner næste år, men det var før forhandlingerne finansminister Nicolai Wammens udgangspunkt, at en del af den regning skal dækkes af effektiviseringer i kommunerne.
Blandt de effektiviseringer er blandt andet, at regeringen i lighed med sidste års forhandlinger vil kigge på, om kommunerne kan spare penge på at nedbringe udgifterne til eksterne konsulenter. Hvor store de besparelser skal være, præsenterede regeringen et bud på under første forhandlingsmøde. Et bud, som KL-formand Jacob Bundsgaard ikke ville afsløre, men som han kaldte "ret ambitiøst". Og realismen i buddet er stadig et tema i forhandlingerne, siger han.
– Det er noget af det, der udestår i forhandlingerne. Der har vi forskellige opfattelser af, hvordan det skal lande, siger Jacob Bundsgaard.
Økonomiforhandlingerne skal være overstået tids nok til, at regeringen kan udmelde det samlede bloktilskud til kommunerne. Det skal ske senest 30. juni. jki@kl.dk