Et skridt mod ensartede sundhedstilbud

Reformen af udligningssystemet sender flere penge til kommuner med mange udsatte ældre. Men der er stadig lang vej igen, før Gentofte og Lolland kan tilbyde deres borgere samme kvalitet i det nære sundhedsvæsen.

tekst Gitte Johansen

I Ishøj Kommune er de nye hjemmehjælpsmodtagere landets yngste. Og med en middellevetid på 78 år er der langt mellem 90-års fødselsdagene. Derfor vækker det glæde hos Ishøjs borgmester, at der med reformen af udligningssystemet indføres et nyt kriterie om middellevetid, som skal hjælpe kommuner med særligt mange nedslidte og svækkede ældre. 

– Vores borgere har mange kroniske sygdomme og får tidligt brug for pleje. Den nuværende udligning udløser det største tilskud til borgere over 85 år, og dem har vi ikke mange af i Ishøj. Men vores yngre ældre kan være lige så dyre, da det sidste leveår er det dyreste for både regioner og kommuner, ligegyldigt hvor længe man lever, siger Ole Bjørstorp (S), borgmester i Ishøj.

Med det nye kriterie ønsker partierne bag reformen at tage højde for den ulighed i sundhed, der findes på tværs af kommunerne. I dag udløser ældre over 85 år et særligt højt tilskud, men der er stor forskel på, hvornår de ældre begynder at trække på det kommunale system. 

– De fleste udgifter til både pleje og sundhed ligger i de sidste fem år før døden, og derfor giver det mening at kompensere kommuner med en lav middellevetid, hvor de ældre tidligt bliver svækkede og medfører store omkostninger i en relativ ung alder, siger Jakob Kjellberg, professor i sundhedsøkonomi ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd. 

Vi bliver straffet

I Egedal Kommune, som har en middellevetid, der ligger i top 10, er borgmester Karsten Søndergaard (V) ikke begejstret for, at borgernes levetid er blevet en del af udligningen.

– Jeg synes simpelthen ikke, det er retfærdigt at indregne middellevetiden i udligningen. Der skal være et incitament til at lave god forebyggelse, og det, synes jeg, man ødelægger med det her kriterie, siger Karsten Søndergaard.

Egedal Kommune har beregnet, at det nye kriterie vil koste kommunen 10 millioner kroner. 

– Vi har i Egedal bygget et nyt sundhedscenter og brugt mange penge og ressourcer på forebyggelse. Vi har et godt nært sundhedsvæsen og effektiv genoptræning. Alle de tiltag gør, at vi højst sandsynligt holder liv i borgerne i længere tid, end vi ellers ville have gjort. Det, føler jeg, at vi bliver straffet for nu, siger han.

Med en middellevetid på knap 77 år er Lolland den kommune i landet, hvor borgerne kan forvente det korteste liv, og her har borgmester Holger Schou Rasmussen (S) ikke meget tilovers for argumentet om, at kommuner, der satser på forebyggelse, bliver straffet af det nye kriterie.

##ContentBoxStart##257920##ContentBoxEnd##

– De, som siger sådan, er kommuner, som har fået borgere med lang uddannelse og høj løn forærende. På Lolland bruger vi oceaner af tid og penge på forebyggelse, men det ændrer ikke ved, at vores borgere lever kortere, fordi de er kortuddannede og nedslidte. Vi har i mange år modtaget rigtig mange førtidspensionister med kroniske lidelser fra andre kommuner. Det kan vi ikke ændre med nok så meget forebyggelse, siger Holger Schou Rasmussen.

Hus til seks millioner

Lollands borgmester bakkes op af sundhedsøkonom Jakob Kjellberg, der slår fast, at den enkelte kommune kun kan tage en meget lille del af æren for den sundhedstilstand, der findes i kommunen.

– Det vil være at tage munden for fuld at sige, at kommunernes sundhedstilbud viser sig i den gennemsnitlige levealder. Levealderen drives helt overvejende af andre ting og især af den segregering, der sker i forhold til uddannelse og tilflytning til større byer og velhaverområder, siger Jakob Kjellberg.

Segregation er betegnelsen for den tvungne eller frivillige opdeling af et samfunds indbyggere, som sker efter etniske eller sociale forhold. Det sker også i et relativt lille og lige land som Danmark, hvor borgere på Lolland gennemsnitligt lever fem et halvt år kortere end borgere i Gentofte. 

– Politikerne har ikke selv skabt den levetid, de har, i Virum. Levetiden er skabt af de børn, som gik på den lokale skole, og som senere flyttede til København for at studere. De unge, som får en uddannelse og løn, der gør, at de kan betale adgangsbilletten på 5-6 millioner for et hus, så de flytter tilbage. De unge, som ikke får en lang uddannelse og høj løn, de ender et andet sted, siger Jakob Kjellberg. 

Med høj uddannelse og god løn følger statistisk set et godt helbred. De højtuddannede lever sundere, hvad angår kost, rygning, alkohol og motion, og i gennemsnit lever en højtuddannet mand syv år længere end en mand, som kun har afsluttet grundskolen.

– En 75-årig med en lang uddannelse er kropsligt yngre end en 75-årig kortuddannet og nedslidt mand. Og når du er kropsligt yngre, så er du også billigere, set med kommunale øjne, siger Jakob Kjellberg.

Lighed for alle

Med det nye kriterie er der taget et første skridt mod mere ensartethed i de kommunale sundhedsopgaver og dermed en sundhedsreform, vurderer Jakob Kjellberg. Men han peger samtidig på, at det nye kriterie kun fylder to procent i udligningskurven.

– Det er et skridt i den rigtige retning, men det bringer os ikke i mål, hvis man vil have, at flere sundhedsopgaver skal løses i kommunerne. Den nye udligning retter op på nogle af de helt indlysende skævheder, men der er kun tale om en delvis udligning. Det er stadig grundlæggende sådan, at rige kommuner har flere penge at drive kommune for end fattige kommuner, siger Jakob Kjellberg.

I regionerne er der derimod tale om 100 procents udligning. Hver region har på krone og øre i forhold til objektive kriterier det samme at drive sundhedsvæsen for.

– Grunden til, at man accepterer en kommunal forskel, er jo, at man i kommunerne overvejende arbejder ud fra serviceloven. Men jo flere sundhedsydelser, vi flytter ud i kommunerne, jo mere presser vi udligningssystemet, hvis vi ikke vil acceptere, at borgerne tilbydes forskellig kvalitet, alt efter hvilket postnummer de bor i, siger Jakob Kjellberg.

Netop retten til samme behandling for direktøren og rengøringsassistenten er ifølge Jakob Kjellberg en grundlæggende del af den danske selvopfattelse. 

– Vi accepterer forskelligheder på for eksempel skoleområdet. Men i Danmark er sundhedsområdet en lille ø, hvor der ikke må være forskelle. Sådan er det ikke i Finland, hvor man har accepteret regionale forskelle i mange år. I USA mener mange slet ikke, at sundhedsydelser er en rettighed. Hvis du er fattig, så må du dø, siger han. 

Hvis politikerne både vil flytte opgaver ud i det nære sundhedsvæsen og samtidig sikre ensartet kvalitet i alle kommuner, så er de nødt til at tænke i øremærkede tilskud, mener Jakob Kjellberg.

– Hvis politikerne ikke vil acceptere kommunale forskelle, er de nødt til at målrette midler til de enkelte sundhedsopgaver og stille krav til kvaliteten, siger han.

##ContentBoxStart##257921##ContentBoxEnd##

Behov for reform

På Lolland anerkender borgmester Holger Schou Rasmussen, at regeringen har taget et skridt i den 

rigtige retning, men han understreger samtidig, at den nye udligning ikke alene kan løse de mange udfordringer, som Lolland står med på sundhedsområdet. 

– Vi har brug for en sundhedsreform, fordi der er mange sundhedsudgifter, som tøffer over mod en kommune som Lolland. Vores udsatte borgere har flere indlæggelser, og det koster. Samtidig udskriver sygehusene patienterne tidligere og tidligere, og dermed glider flere sundhedsopgaver ud i kommunen. Det giver en kommune som Lolland flere udgifter til sundhed pr indbygger end Frederiksberg, siger Holger Schou Rasmussen. • gij@kl.dk