
Regionsopdelt genåbning deler sjællandske borgmestre
tekst Mads Brandsen
– Giv os nu friheden. Vi kan godt ude i kommunerne, og det har vi for længst bevist.
Greves borgmester Pernille Beckmann (V) er ærgerlig over, at hun trods det faktum, at der ikke er nogle nye tilfælde af smitte med coronavirus blandt kommunens borgere de sidste syv dage, stadig ikke kan byde alle de kommunalt ansatte tilbage på rådhuset på mandag.
– Jeg forstår det ikke. Vi kan sagtens tage de nødvendige hensyn og lave vagtskemaer, så alle ikke arbejder samtidig. Det har vi vist på skoleområdet. Medarbejderne savner deres kolleger, og vi ved jo bare, at aktivitetsniveauet ikke er det samme, når man arbejder hjemme, siger hun til Nyhedsmagasinet Danske Kommuner.
Mens der i Greve har været 95 tilfælde af covid-19, ligger Lejre endnu lavere med blot 51 registrerede tilfælde ifølge Statens Serum Institut. Lejre har heller ikke haft nogle tilfælde de seneste syv dage.
Alligevel ærgrer borgmester Carsten Rasmussen (S) sig ikke helt så meget.
– Det er vigtigere, at vores kulturinstitutioner kan åbne op nu. Efter omstændighederne hører jeg, at det fungerer godt med hjemmearbejdet, og jeg må nok erkende, at når der i resten af Region Sjælland er et højt smittetryk, så giver det god mening, at de offentligt ansatte fortsat arbejder hjemme, siger han til Nyhedsmagasinet Danske Kommuner.
Carsten Rasmussen glæder sig blandt andet over, at turistattraktionen Sagnlandet Lejre åbner igen. Det gav ikke meget mening, at en udendørs attraktion som den ikke måtte åbne, når skove og parker hele tiden har været åbne. På samme måde med Lejre Kommune.
– Det er svært at finde en forklaring på logikken, når man piller et enkelt element ud. Man må se det i den store sammenhæng, siger han. mdbr@kl.dk