
Aftale om lærernes arbejdstid udskudt igen
tekst Thomas Kokholm Nielsen
Det store punkt i forhandlingerne om en overenskomst for landets lærere må udskydes endnu engang.
KL og Lærernes Centralorganisation havde håbet at kunne præsentere en arbejdstidsaftale på søndag 24. maj. Men den aftale om arbejdstid, som lærerne har efterspurgt siden 2013, tager længere tid at få på plads.
Det er parterne blevet enige om, og der er ikke sat nogen ny deadline.
– Der er ikke nogen grund til at lægge skjul på, at det er svære forhandlinger, og derfor må vi indse, at vi ikke når deadline. Denne gang bliver det uden en ny deadline. For man skal jo passe på, når man allerede har rykket datoen en gang før, siger KL’s forhandler Michael Ziegler (K), der er borgmester i Høje Taastrup, til lærernes fagblad Folkeskolen.
Lærernes formand Anders Bondo Christensen understreger, at det er en svær opgave.
– Men det er også noget nyt, vi bevæger os ud i. Der findes ikke tidligere overenskomster, der bygger på et samarbejdsspor, og derfor ved jeg, at det også har skabt bekymringer blandt lærerne. For mig er det helt afgørende, at det her samarbejdsspor har en reel værdi for lærerne, siger Anders Bondo Christensen til Folkeskolen.
Han påpeger, at parterne er enige om, at det ikke er en deadline, der skal forhindre, at de når en aftale.
Giver ikke op
Forhandlingerne har været i gang siden 5. marts. Ifølge parterne var coronakrisen delvis skyld i, at man ikke kom i mål til den første deadline, som hed 27. april.
Selvom man nu endnu engang må udskyde at komme til et resultat, er begge parter fortrøstningsfulde.
Michael Ziegler beskriver klimaet i forhandlingsrummet som godt, og at alle er meget bevidste om, hvor vigtigt det er at komme i mål med en arbejdstidsaftale.
Anders Bondo Christensen tror også på en aftale og understreger, at ingen har kastet håndklædet i ringen. Han ser store perspektiver i en ny måde at tænke arbejdstid på.
Selvom der ikke er en ny fast deadline, så sætter sommerferien en tidsramme.
– Der er en sommerferie, som nærmer sig, og vi skal også have tid til at debattere en eventuel aftale og have en ordentlig urafstemning, så der er en klar grænse for, hvor længe vi kan blive ved med det her, siger han til Folkeskolen. tkn@kl.dk