
Regeringen: Ensartet affaldshåndtering i alle kommuner
tekst Thomas Kokholm Nielsen
I dag sorterer kommunerne på forskellig vis. Men står det til regeringen, skal der være en fælles standard.
– Vi foreslår, at vi nu skal til at sortere i ti typer affald herhjemme, uanset om det er i sommerhuset, på arbejdspladsen eller i det offentlige rum, siger miljøminister Lea Wermelin (S) til Ritzau.
Forslaget er en del af en klimahandlingsplan, som skal bringe Danmarks udledning af drivhusgasser ned.
Miljøministeren præsenterer affaldssorteringssystemet i detaljer på pressemøde mandag formiddag.
Ens for alle
I dag er det den enkelte kommune, der afgør, hvordan og hvor meget affald, der sorteres. Borgere sorterer i dag mellem tre og otte forskellige typer affald, alt efter hvilken kommune man bor i. Men nu skal alle op på at sortere i ti forskellige kategorier.
Ifølge miljøministeren skal affald sorteres på samme måde, uanset om det i hjemmet, sommerhuset, på arbejdspladsen eller i det offentlige rum.
Det handler om at brænde mindre og genbruge mere, og det tror Lea Wermelin danskerne er med på.
– Især hvis vi sikrer, at det rent faktisk nytter at sortere. Vi kender de kedelige historier om affald, der dukker op i fjerne egne af verden. Det skal vi sikre ikke sker. Så tror jeg, danskerne er med på det, siger Lea Wermelin på pressemødet, hvor klima-, energiminister-, og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) også var med.
– Vi brænder for meget affald, ja vi importerer ligefrem affald, fordi vi har en overkapacitet på forbrændingsanlæggene. I fremtiden skal affald ikke være noget, vi brænder af. Det skal være noget, vi bruger, siger Dan Jørgensen. tkn@kl.dk
Ti typer affald
De 10 typer, som affaldet ifølge forslaget skal sorteres i er:
- Mad
- Papir
- Pap
- Metal
- Glas
- Plast
- Tekstil
- Fødevarekartoner
- Restaffald
- Farligt affald