
Minister til kommuner: Kig på mulighed for at udvide udeservering
tekst Frederik Overby Vinding
På mandag får caféer og restauranter landet over lov til at genåbne.
Det har fået transportminister Benny Engelbrecht (S) til at opfordre en række kommuner til at overveje, hvordan man kan bruge vejloven til at udvide udeserveringsområderne, så der bedre kan tages hensyn til afstand, hygiejne og de øvrige centrale sundhedsfaglige retningslinjer.
– Kommunerne kan eksempelvis inddrage fortovsarealer, opholdsarealer, torvearealer, parkeringspladser og lignende foran de pågældende lokaler, hvor det er muligt, står der i brevet, der mandag d. 11 maj er sendt til de ti største kommuner og KL.
I Vejle Kommune er man allerede på forkant med opfordringen, lyder det fra borgmester Jens Ejner Christensen (V).
– Det er dejligt, at vi får nogle breve, men det er noget, vi allerede er i gang med. Sådan har det været med mange af de ting, der kører fra staten. Vi har set en mulighed for at hjælpe vores lokale erhvervsliv med at bruge nogle offentlige pladser, når det bliver lovligt at servere igen, siger han.
Borgmesterens partifælle og formand for teknisk udvalg, Gerda Haastrup Jørgensen (V), forklarer, at man allerede i sidste uge drøftede det på et møde. I Vejle har man et ”gågade-regulativ”, der bestemmer, hvor og hvor langt caféernes udeservering må strække sig.
– Vi aftalte, at forvaltningen i den næste tid må gå igennem gågaden og høre, om der er nogen der har ønsker om at udvide det allerede aftalte sted. Hvis de har det, giver vi lov, såfremt det foregår inden for sundhedsmyndighedernes retningslinjer, siger hun.
I brevet fra ministeren bliver der også gjort opmærksom på, at kommunerne kan hjælpe den pressede branche, ved ikke at opkræve betaling for det udvidede areal. Det tror Gerda Haastrup Jørgensen heller ikke, man kommer til at se for fremtiden.
– For det vi har sagt god for indtil videre, skal der i hvert fald ikke noget betaling til, og det tænker jeg heller ikke, der vil være i noget andet, siger hun. frov@kl.dk