
Vordingborg finder ny direktør i styrelse
tekst Mads Brandsen
Vordingborg Kommune har rystet posen og samlet områderne børn, sundhed og ældre og under samme direktør.
Det bliver 52-årige Jan Christensen, der kommer fra en stilling som chef for den nationale videns- og specialrådgiverorganisation VISO under Socialstyrelsen.
Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Formålet med samlingen af områderne er at tænke sundhed, træning og ældrepleje sammen i en tid, hvor der både kommer flere ældre og flere sundhedsopgaver i kommunerne.
Jan Christensen tiltræder stillingen 1. juni, og rummer ifølge kommunaldirektør Lau Svendsen-Tune det, der skal til for at kunne lykkes i stillingen.
– Jeg er utrolig glad for at få en faglig kapacitet som Jan ind i direktionen. I disse år fylder de svære specialiserede socialområder en del i kommunerne, og inden længe får vi formentlig flere opgaver relateret til det nære sundhedsvæsen, hvor kvalitet og tværfaglighed i opgaveløsningen bliver altafgørende. Og det er et ledelsesfokus, som Jan i høj grad kan stå på mål for, og derfor er han et perfekt valg til stillingen, siger han.
Der var 28 ansøgere til stillingen. mdbr@kl.dk