
KL i brev til Mette Frederiksen: Genovervej åbning øst for Storebælt
tekst Frederik Overby Vinding
I Jylland og på Fyn har rådhusene snart været åbne i to uger. Men på Sjælland står de stadig tomme.
Kommunernes Landsforening har mandag d. 8 juni sendt et brev til statsministeren, hvor de opfordrer hende til at genoverveje en genåbning af offentlige arbejdspladser øst for Storebælt.
KL påpeger i brevet, at regeringen tidligere har udmeldt, at ”såfremt udviklingen er mere gunstig end ventet, og de matematiske modeller viser plads til en større genåbning i fase 3, vil øget fysisk tilstedeværelse på offentlige arbejdspladser kunne overvejes,” og at det ved samme lejlighed blev konstateret, at åbning af fitnesscentre, badelande, legelande, svømmehaller, måtte afvente fase 4 i primo august 2020.
Men der er åbenbart blevet vendt om på rækkefølgen, for fra mandag den 8. juni har både fitnesscentre og svømmehallerne fået lov til at åbne, mens de offentlige ansatte på Sjælland stadig sidder derhjemme.
I brevet bliver der lagt vægt på, at borgmestrene i de sjællandske kommuner meget gerne vil kunne yde deres borgere den samme service som deres jyske og fynske kolleger. Det gælder for eksempel i forhold til Jobcentre og Borgerservicecentre.
Forundring
Flere sjællandske borgmestre har også udtrykt forundring over, at de endnu ikke har fået lov til at åbne op for deres medarbejdere.
– Hvor er logikken eller det sundhedsfaglige argument? En medarbejder på vores rådhus må ikke tage på arbejde. Dette selvom der i lang tid ingen smittede er fundet i kommunen. Medarbejderen må derimod gerne deltage i bryllup eller i en demonstration sammen med 15.000 andre? Skrev Martin Damm (V), der er borgmester i Kalundborg, på Twitter efter søndagens demonstration for Black Lives Matter.
Også Helsingørs borgmester, Benedikte Kiær (K), gik til tasterne med sin undren.
– Er jeg den eneste, der synes, det er noget absurd, at mange kommunale medarbejdere på Sjælland stadig ikke må møde op på deres arbejde, men skal arbejde hjemmefra, mens man nu kan gå i fitnesscenter og i svømmehallen, skrev hun på Twitter.
Statsministeriet oplyste mandag til DR Nyheder, at der ikke på daværende tidspunkt forhandles om at lade resten af de offentligt ansatte i den østlige del af landet vende tilbage før i fjerde og sidste fase af genåbningen i august. frov@kl.dk