
I knap 9 ud af 10 kommuner har medarbejdere arbejdet uden for deres arbejdsfelt
tekst Frederik Overby Vinding
I 87 procent af kommunerne har nogle medarbejdere arbejdet inden for et andet overenskomst- eller fagområde under coronakrisen.
Det viser en rundspørge fra KL’s nyhedsbrev Momentum.
Det er især på ældreområdet (78 procent af kommunerne), i daginstitutioner (67 procent) og på skoleområdet (54 procent), at kommunerne har haft brug for hjælp fra ansatte på andre overenskomst- eller fagområder.
Thrine Nørgaard, der er HR-chef i Vejle Kommune siger til Momentum, at det har været en stor hjælp, at der har været den fleksibilitet. Hun forklarer samtidig, at behovet for forskellige typer af hjælp er skiftet gennem coronakrisen. I marts var det største behov på ældreområdet og i døgninstitutionerne.
– Der handlede det i høj grad om at få de sosu’er, sygeplejersker, socialpædagoger og pædagoger, der arbejder andre steder i kommunen, allokeret derover. Efter påske, hvor vi skulle åbne for dagtilbud og skoler, fik vi hjælp af ansatte på arbejdsmarkedsområdet, kulturområdet, bibliotekarer, teknisk personale, akademikere samt pædagoger og socialpædagoger ansat i forvaltningen. De har været ude og hjælpe med at gøre rent og passe børn, siger Thrine Nørgaard.
Muligheden for, at man måtte arbejde på et andet område end ens eget, var en del af den fælleserklæring, som KL og Forhandlingsfællesskabet indgik den 22. marts på grund af den ekstraordinære situation udløst af coronavirus. Her aftalte man, at medarbejdere kunne få andre arbejdstider, arbejdssteder eller arbejdsopgaver end normalt.
Undersøgelsen viser også, at der i 83 procent af kommunerne har været medarbejdere, der har arbejdet på en anden lokation, og i 63 procent af kommunerne har man medarbejdere, der har arbejdet på andre tidspunkter end normalt.
Akademikerhjælp
Akademikerne er ifølge undersøgelsen den medarbejdergruppe, som i flest kommuner har arbejdet inden for et andet overenskomst- eller fagområde. Det er sket i 49 procent af kommunerne.
Sara Vergo, der er formand for DJØF Offentlig, siger til Momentum, at tilbagemeldinger fra hendes medlemmer tyder på, at det har været givende på flere planer.
– Flere fortæller, at det også har haft den bonus-effekt, at man faktisk kommer ud i det, man arbejder med på den anden side af rådhusmuren. Vi har for eksempel administrativt personale på daginstitutions- eller skoleområdet, som har hjulpet til i børnehaver og på skoler og føler, at det har været rigtig dejligt komme ud og møde kolleger, børn og forældre og se hvordan deres hverdag er, siger Sara Vergo. frov@kl.dk
Nyhedsmagasinet Danske Kommuner har talt med Anne Mette Jarden, der i en periode byttede jobbet i den lokale svømmehal ud med et job som medhjælper på en skole. Du kan læse interviewet her.