
Odder finder ny direktør i nabokommunen
Horsens’ skolechef Flemming Skaarup rykker til Odder, hvor han skal være direktør for børn, uddannelse og kultur.
Det oplyser Odder Kommune i en pressemeddelelse efter at byrådet onsdag har godkendt ansættelsen.
Med sig i bagagen har Flemming Skaarup 22 års erfaring fra skoleområdet, hvoraf mere end halvdelen har været som leder. Siden 2015 har han været skolechef i Odder. Han glæder sig til de nye opgaver.
– For mig er det altafgørende, at børnene og de unge trives og lærer, og jeg glæder mig til at være med til i endnu højere grad at få det til at ske i Odder Kommune. Samtidig glæder jeg mig til at få bredt min portefølje af opgaver ud, så jeg kan være med til at arbejde med endnu flere vinkler på børn og unge, siger han.
Kommunaldirektør Henning Haahr lægger vægt på, at Flemming Skaarup kommer med solid ledererfaring og en stærk faglig ballast.
– Men først og fremmest har vi valgt Flemming, fordi han brænder for børn og unge, og den ild, tror vi på, bliver til gavn for hele Odder Kommunes udvikling. Et børn-, uddannelses- og kulturområde i særklasse skal kendetegne Odder Kommune og derfor glæder vi os meget til at byde Flemming velkommen til at stå i spidsen for den opgave, siger Henning Haahr.
Der var 34 ansøgere til stillingen.
Flemming Skaarup tiltræder 1. august og erstatter Karsten Poulsen, der 1. februar rykkede til en direktørstilling i Nordfyns Kommune. mdbr@kl.dk