
Faxe finder ny topchef i Ballerup
tekst Mads Brandsen
En stærk profil med et skarpt blik for økonomi og økonomistyring.
Sådan beskriver Faxes borgmester Ole Vive (V) kommunens nye kommunaldirektør, 44-årige Carsten Riis.
Torsdag middag har byrådet på et ekstraordinært møde nikket til ansættelsen, skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Carsten Riis kommer fra en stilling som direktør i Ballerup Kommune med ansvar for økonomi, teknik og miljø, erhverv, ejendomme og digitalisering. Han har 17 års erfaring fra den kommunale verden.
– Jeg oplever Carsten Riis som meget klar i mælet, en tydelig kommunikatør med overblik. Og så har jeg store forventninger til hans ambition om tæt og tillidsfuldt samarbejde på tværs af organisationen og med lokale virksomheder, foreninger, uddannelsesinstitutioner – ja det omkringliggende samfund i det hele taget, siger borgmester Ole Vive i pressemeddelelsen.
Carsten Riis tiltræder 1. august og erstatter Thomas Eriksen, der blev afskediget i foråret. mdbr@kl.dk