
Byrådsmedlem bliver løsgænger efter intern strid
tekst Mads Brandsen
Den socialdemokratiske gruppe i kommunalbestyrelsen på Nordfyn er blevet et mandat mindre og tæller nu seks politikere.
Det står klart efter, at Pia Longet har meldt sig ud af Socialdemokratiet.
På Nordfyns Kommunes hjemmeside er hun derfor nu opført som løsgænger. Og sådan bliver det ved et stykke tid endnu, siger hun til Nyhedsmagasinet Danske Kommuner.
– Jeg må finde ud af frem mod næste valg, hvad der skal ske. I første omgang skulle jeg bare væk, men jeg bliver siddende i kommunalbestyrelsen, og jeg vil ikke afvise at stille op for et andet parti, siger hun.
Udmeldingen skete i sidste uge.
Så sent som for en uge siden tabte Pia Longet en afstemning om at blive spidskandidat ved kommunalvalget næste år. Som følge af afstemningen trak hun sig som gruppeformand. I den forbindelse drog også den lokale partiforeningsformand konsekvensen og meldte sig ud af partiet.
Pia Longet har været kommunalpolitiker på Nordfyn siden 2014. mdbr@kl.dk