
Eks-rådmand bliver stabschef i Middelfart
tekst Frederik Overby Vinding
Steen Møller, der tidligere har været konservativ rådmand i Odense Kommune, har fået nyt arbejde som stabschef i Middelfart Kommune.
Han kommer dermed til at stå i spidsen for Staben, som omfatter HR, Jura, Kommunikation samt udviklingskonsulenter, borgmesterkontoret, IT-afdelingen og turismeområdet, skriver kommunen i en pressemeddelelse.
I Odense har han på skift været rådmand for by- og kulturforvaltningen og beskæftigelses- og socialforvaltningen (tidligere social- og arbejdsmarkedsforvaltningen, red.)
– Med sin stærke faglighed og omfattende erfaring i det kommunale regi er Steen et stærkt kort for Middelfart Kommune. Han kommer med en alsidig baggrund og har arbejdet med de fleste af de opgaver, som staben arbejder med. Dermed er vejen banet for udviklingen af en endnu stærkere stab, som understøtter hele kommunen, siger kommunaldirektør i Middelfart, Willy Feddersen.
En del af den opgave består i sammen med blandt andet borgere, erhvervslivet, turismeaktører, handelsstanden og foreninger at opfylde Byrådets ambitioner i kommunens vision kaldet "Broerne begynder her".
– Der er et fantastisk engagement og store ambitioner i Middelfart Kommune, som sammen med evnen til at opnå resultater, har fascineret mig. Jobbet som stabschef er en fantastisk mulighed for at omsætte mine erfaringer til konkret udvikling både internt i Staben og i hele kommunen. Jeg glæder mig derfor til at komme i gang med jobbet som stabschef og engagere mig i Middelfart Kommune, siger den kommende stabschef, Steen Møller.
Steen Møller er uddannet civiløkonom fra SDU.
Han tiltræder 1. august. frov@kl.dk