
Frederiksberg samarbejder med stor fodboldklub om skoleelever
tekst Frederik Overby Vinding
Frederiksberg Kommune og F.C. København har indgået et samarbejde omkring klubbens talentfulde unge spillere. FCK har ønsket plads på skolerne til en stor gruppe af spillere i aldersgruppen 13-15 år.
Derfor har Frederiksberg Kommunalbestyrelse sagt ja til, at de lokale skoler kan tage imod FCK´s elever på det samme klassetrin – også selv om det midlertidigt gør, at klassekvotienten stiger til over det, der normalt er grænsen, nemlig til 26 elever pr klasse.
Indtil videre er der kun tale om en midlertidig ordning for nogle bestemte klassetrin, men formand for kommunens undervisningsudvalg, Michael Vindfeldt (S), håber, at det i fremtiden kan udvikle sig til en hel skole.
– Som formand for undervisningsudvalget ser jeg store perspektiver i samarbejdet med FCK. Nu starter vi i det små med enkelte klasser, men min drøm er, at vi kan få en egentlig profilskole med fokus på idræt og fodbold. Hvor drenge og piger kan få en god skolegang men også få mulighed for meget mere bevægelse og fodbold. Og som FCK-fan vil jeg da elske, hvis den næste Andreas Cornelius, Thomas Delaney eller William Kvist kommer til at gå i skole på Frederiksberg og spiller fodbold hos Byens Hold, siger han i en pressemeddelelse.
Teknisk Direktør i F.C. København, Johan Lange, ser også meget frem til samarbejdet.
– Vi ved, at det er helt afgørende for vores talenter, at de kan strukturere en hverdag, hvor både deres fodboldmæssige og boglige uddannelse får den plads, det skal have. Vores tilgang er, at vores spillere bliver dygtigere som mennesker og fodboldspillere, når de to områder går hånd i hånd. Vi ser meget frem til det her samarbejde med Frederiksberg Kommune, som vi ser store fremtidsmæssige perspektiver i, siger Johan Lange.
Eleverne søger plads fra næste skoleår, der starter i august 2021. frov@kl.dk